Lyngby Boldklub og FC Helsingør er blevet enige om en lejeaftale af 18-årige Aksel Jørgensen, der frem til sommer skal jagte flere seniorminutter.
Aksel Jørgensen bliver lejet ud resten af sæsonen til FC Helsingør, og sportschef Nicas Kjeldsen forventer, det kan være med til at give midtbanetalentet flere hår på brystet.
”Vi har med succes før lejet nogle af vores unge spillere ud til klubber, hvor vejen til spilletid er kortere end her, og det håber vi, også bliver tilfældet med Aksel, der nu skal fortsætte sin udvikling hos Helsingør resten af foråret, hvor vi vil følge ham tæt, indtil han kommer tilbage til os igen til sommer.”
Aksel Jørgensen fik debut i Lyngby Boldklub tilbage i september, og nu håber han at få debut og mange minutter for FC Helsingør.
”Det er en god mulighed for mig for at få flere seniorminutter i benene i foråret, når der her i Lyngby er så stærk konkurrence på min position. Jeg tænker, at et lejeophold hos FC Helsingør kan give mig noget mere erfaring, så jeg kan komme stærkere tilbage, men jeg håber også, at jeg kan bidrage positivt til deres mission om overlevelse,” siger Aksel Jørgensen.