Cheftræner på plads for Lyngbys kvinder

Lyngby Boldklubs nye seniortræner, Cilje Ostenfeld, er trods sin unge alder på 22 år allerede en erfaren træner, der glæder sig til at tage fat på opgaven med at skabe det nye kvindehold med samme gode værdier, som hele klubben er gennemsyret af.
”I Lyngby Boldklub har vi også på pige-kvinde-siden fokus på det hele menneske og ikke kun på fodboldspilleren. Vi skal have fokus på den individuelle udvikling i rammer, der gør, at spillerne trives, og jeg er både spændt, beæret og taknemlig for at være med til at skabe et trygt miljø, jeg selv som spiller savnede. De ting, der som spiller gjorde ondt på mig, skal ikke også gøre ondt på næste generation,” siger Cilje Ostenfeld, der i mange år har haft interessen for netop trænergerningen og derfor var det en nem beslutning at ende fodboldkarrieren og starte trænerkarrieren.
”Allerede som U19-spiller interesserede jeg mig meget for trænergerningen, og jeg startede derfor med at træne de små spillere. Så jeg var fodboldspiller om formiddagen og fodboldtræner om eftermiddagen og aftenen, og jeg har altid haft et ønske om at gøre træning mere interessant og varieret, så det blev sjovt,” siger hun og fortsætter om en anden vigtig drivkraft:
”Jeg har ikke selv haft en eneste kvindelig cheftræner. Kun en enkelt assistent, som jeg var meget glad for, og jeg vil gerne gøre en forskel for både unge og ældre kvindespillere ved at være en god rollemodel og gøre tingene anderledes.”

Første vigtige brik
Med ansættelsen af Cilje Ostenfeld er den første brik omkring kvindesenior faldet på plads, men der er flere på vej.
”Det er en ny rolle for mig at være seniortræner, men jeg ved, at jeg er en leder, der er inkluderende, hvor alles stemme er vigtig. Alle er ligeværdige, og min ledelse smitter jo af på spillerne, så hvis jeg viser, at alle er ligeværdige, og meninger er lige vigtige, så forplanter det sig også på banen,” forklarer hun og fortsætter:
”Jeg er omstillingsparat og åben, og jeg har fra mit lærerjob en god erfaring med at arbejde med det enkeltes behov,” forklarer hun og fortæller, at spillestilen under hende falder i tråd med resten af klubbens.
”Vi skal være offensive med bolden langs jorden, hvor vi supplerer for hinanden, så man uanset position skal være flydende på banen. Alle skal turde at tage det rigtige træk ind i banen, velvidende, at der er en anden, der dækker ind der, hvor man kommer fra. Vi skal spille med få touch, være målsøgende og modige, og det er mod, der er det element, jeg som træner dyrker alle mest. Vi skal turde spille fremad.”
Cheftræner Cilje Ostenfeld fortæller, at det træningstilbud, der er i Lyngby Boldklub, kommer til at spænde bredt.
”I Lyngby Boldklub kommer vi til at lave individuelle udviklingsplaner, hvor vi tilbyder mere teknisk træning, mentaltræning og styrketræning målrettet den enkelte spiller, og vi vil også tilbyde ekstra træning til dem, der har behov for det,” fortæller hun og fortsætter:
”Som træner tror jeg på, at det er de mennesker, du har omkring dig og det mindset, du kommer med, der afgør, hvor god du bliver, og ikke om du hele tiden er på en streng kostplan eller har pulsmåler på til træning,” understreger hun og slutter:
”Vi har brug for en revolution i måden, vi tænker kvindefodbold på, og det vil vi forsøge at starte, så derfor skal man blive en del af Lyngby Boldklub allerede fra start.”

Begejstring på Lundtoftevej 
Chef for kvindefodbold Jack Majgaard Jensen glæder sig over, at det er lykkedes at få trænertalentet til Lyngby Boldklub.
“Det er et scoop, at vi har fået Cilje som cheftræner på kvindesenior. Vi ved, at vi i Lyngby er dygtige til at udvikle talenter, både på træner og spillersiden, og vi har en stor tro på den måde, vi sammen skal gøre tingene på, er den rigtige. Cilje kommer med erfaring fra højeste niveau som spiller og har selv været gennem talentudviklingsmiljøer andre steder, samtidig kommer hun trods sin unge alder med trænererfaring, og vi glæder os til at komme igang med arbejdet sammen.”

Første arbejdsdag for Cilje Ostenfeld er den 29. januar, hvor der er åben træning i Lyngby Boldklub. Læs mere om mulighederne og tilmeld dig her.

Fakta:
Cilje Ostenfeld. 22 år.
Bosat i Lyngby
Idrætslærer Athenaskolen.

Tidl. Fodboldspiller på topniveau i Danmark med Champions League-erfaring.
B-licens og ansøger om A-licens senere i år.

FLERE NYHEDER

Tidligere Lyngby-spiller vender hjem

Sparekassen Danmark bliver hovedpartner for Lyngby Boldklubs kvindehold

Køb et sæsonkort – få ét ekstra gratis