Lyngby Boldklub har historisk set udviklet mange talenter på og udenfor banen, og efter 6, 5 år hos De Kongeblå sendes vores akademichef Marcus Oxe videre til nye udfordringer hos svenske FC Rosengård 1917, hvor han skal være sportschef.
Direktør Andreas Byder ærgrer sig over, at Marcus Oxe skal til FC Rosengård, men han ved også, at de medarbejdere, der er i huset på Lundtoftevej er en attraktiv arbejdskraft for andre.
”Vi er en udviklende klub, hvilket gør sig gældende for både spillere, trænere og ledere, og Marcus har været en stærk leder for akademiet med sin faglighed og medmenneskelighed, hvorfor vi er ærgerlige over, at han forlader huset, men ønsker ham alt det bedste i den nye stilling.”
Marcus Oxe beskriver det nye sportschef-job som en unik mulighed, han føler, han måtte prøve sig selv af i, men det er et svært farvel til Lyngby Boldklub.
”Jeg forlader Lyngby Boldklub med stolthed over det, vi sammen har skabt, og jeg er taknemlig for alt det, jeg har med mig i rygsækken. Jeg har fået plads til at udvikle mig, hvor vi både har fejret succeser, men også mulighed for at fejle. Jeg har haft et tæt samarbejde med Nicas, hvis betydning for mit forløb har været stor. Han har altid stået til rådighed for mine dumme spørgsmål, og han valgte at se bort fra mit CV, da jeg blev ansat, men så i stedet på mine menneskelige kvaliteter og faglighed,” fortæller Marcus Oxe, der kommer til at savne livet på Lundtoftevej.
”Kollegaskabet i Lyngby Boldklub er noget helt specielt. Sammenholdet og sammenhængskraften på første sal i klubhuset er unikt, og jeg har nok af og til selv taget for givet, hvor gode vi er til at komme hinanden ved og ville hinandens bedste. Det er en kultur, jeg i mit nye virke vil forsøge at tage med. Tak for en god tid, Lyngby.”
Marcus Oxe tiltræder det nye job hos FC Rosengård den 1. februar 2026.