I dag tændte Lyngby Boldklub op under grillen på Værestedet Paradiset, og mens duften af Lyngby-pølser bredte sig i gården, dukkede mange gode samarbejdspartnere og fans op med varmt tøj og masser af det.
“Både jeg og brugerne føler et stærkt bånd til Lyngby Boldklub, som gennem en årrække har prioriteret at være noget for Værestedet Paradiset. En ting er den virkelig lækre frokost med Lyngby-pølser, vi alle er vilde med, noget andet er den følelse, det spreder, når klubben kommer herned i gården og er en del af os. Det betyder rigtigt meget for alle,” siger Anders Holst Bundgaard, Leder af Paradiset og fortsætter:
“Vi har fået nogle virkelig flotte donationer i dag af tøj, så jeg tror, vi nu bredt set er dækket ind til at klare den kolde tid. Det, vi dog fortsat ønsker os, er kaffe. Det har vi altid på kanden og jo koldere vinter – jo mere kaffe forbruger vi.”
Lyngby Fans og Lyngby Fan Trust havde ryddet op og kom med store mængder kongeblå trøjer og huer, mens blandt andre Casual Clothing i Herlev dukkede op med flere kasser med nyt, lækkert tøj til brugerne. Carlsberg havde også igen sørget for at donere kolde drikkevarer.
“Det er altid en fornøjelse at komme ned og snakke med brugerne i Paradiset, og jeg synes, det er en hyggelig tradition, vi sammen har skabt. Når jeg så samtidig ser mange fra vores kongeblå netværk dukke op og donere varmt tøj, så bliver jeg både stolt og faktisk også rørt. I Lyngby Boldklub er der plads til alle, og sådan skal det blive ved at være,” siger direktør Andreas Byder.
Dagens hold fra Lyngby Boldklub bestod udover direktøren og repræsentanter fra den kommercielle afdeling også af den nye cheftrænerduo Andreas Bjelland og Mikkel Jespersen, samt Head of Goalkeeping Thomas Villadsen.
Det er muligt at aflevere kaffe-donationer alle hverdage fra 9-15.00.