Gustav Mortensen, Lauge Sandgrav, William Steindorsson, Johan Meyer, Peter Langhoff og Mathias Kaarsbo vandt U19-pokalen sammen i 2023. I dag spiller de sammen på Lyngbys førstehold, efter mange år side om side i klubbens ungdomsafdeling.
Dommerens fløjte skærer gennem luften, og i det øjeblik ændrer billedet sig.
Spillere rejser sig fra bænken. Trænere bevæger sig frem. Folk fra staben følger efter. Alle løber ind på banen. U19-pokalfinalen i 2023 er slut, og Lyngby har vundet 2-1 over FC København.
Når spillerne i dag ser tilbage, er det ikke kampens detaljer, der står klarest. Det er øjeblikket lige efter. Reaktionen. At alle var en del af det samme.
Det er sådan, Lauge Sandgrav husker det:
“Den der følelse af, at folk løb ind på banen. Også dem, der ikke var med i kampen. Det er nok det sammenhold, jeg tænker tilbage på. Det fællesskab, vi havde på det hold.”
Finalen blev spillet mod FC København. Et hold med spillere som Victor Froholdt, Oscar Højlund, Thomas Jørgensen, Noah Sahsah og Amin Chiakha – et tydeligt billede på niveauet i kampen. Det var tæt, og det var jævnbyrdigt. Men oplevelsen på banen var, at forskellen ikke blev skabt af enkeltspillere.
Johan Meyer beskriver det sådan:
“Jeg synes klart, vi vandt den kamp på det, vi kunne som gruppe. Ikke så meget spiller for spiller.”
Sejren blev ikke oplevet som noget, der opstod ud af ingenting. For spillerne var finalen snarere et billede på noget, der allerede var bygget op over tid.
“Det var en virkelig stærk gruppe,” siger Meyer.
“Både stab og spillere var meget sammentømret. Måden, vi spillede på, og måden vi vandt på, sagde meget om, hvad det hold stod for.”
I dag står pokalfinalen ikke som det øjeblik, hvor alt faldt på plads, men som et fælles referencepunkt for et kuld, der allerede kendte hinanden godt.
For Johan Meyer, Gustav Mortensen, Lauge Sandgrav, Peter Langhoff, Wiliam Steindorsson og Mathias Kaarsbo var sejren én del af en længere rejse. Et punkt, man kan se tilbage på – og et sted, hvor noget blev tydeligt. Nemlig hvad de kunne, når de stod sammen.
Pokalfinalen i 2023 blev ikke spillet af et hold, der var samlet for nylig. For flere af spillerne var det endnu et kapitel i et forløb, der havde strakt sig over mange år i Lyngby.
Allerede i ungdomsårene havde flere af dem stået sammen i afgørende kampe. Gustav Mortensen, Lauge Sandgrav og Peter Langhoff havde vundet sammen før, og relationerne mellem dem var opbygget længe inden U19-tiden. Billedet fra en tidligere ungdomspokal fortæller samme historie: de samme ansigter, de samme relationer, bare i en yngre udgave.
“Vi har fulgtes ad i mange år, og jeg tror, det er noget af det, der har gjort os trygge.” Siger Lauge Sandgrav
Det gjaldt ikke kun dem, der endte med at vinde U19-pokalen. Tobias Storm havde spillet mange ungdomsår sammen med flere af dem og var allerede fast på førsteholdet, da U19-holdet vandt pokalen. Andre fulgte efter senere.
For Johan Meyer, der kom til udefra lidt senere i forløbet, var det tydeligt, at der allerede var noget etableret.
“Man kunne mærke, at det var en god årgang. Der var kvalitet, men også nogle drenge, der opførte sig ordentligt og repræsenterede hinanden godt.”
Det var med til at trække nye spillere til og fastholde et niveau over tid. Ikke fordi alle blev, eller alle fik samme rolle, men fordi kulturen allerede var der.
Derfor gav pokalfinalen i 2023 også mening i sammenhæng. Den kom ikke som en overraskelse, men passede ind i et mønster.
Et kuld, der kendte hinanden. Og som havde stået sammen længe før det øjeblik.
Springet fra U19 til seniorfodbold var ikke glidende. Tværtimod.
Fra at være blandt de ældste og mest etablerede i ungdomsrækkerne rykkede spillerne pludselig nederst i hierarkiet. Nye roller. Nye krav. Og lange perioder, hvor man mest stod på sidelinjen.
“Man kom fra at være øverst i hierarkiet i mange år. Til lige pludselig bare at stå og sparke på mål. Træne ved siden af holdet. Ikke være med. Trænerne så ikke rigtig min vej. Det skulle jeg i hvert fald lige vende mig til.” Siger Lauge Sandgrav.
Det handlede ikke kun om niveau. Fornemmelsen var, at mange var tæt på hinanden spillemæssigt, men at chancen var svær at få.
“På det her niveau er spillerne ret lige, Så det handler også meget om at få muligheden. Og den var svær at få dengang.”
Vejen op var heller ikke den samme for alle. Tobias Storm tog springet tidligt og etablerede sig på førsteholdet, mens andre måtte vente. Gustav Mortensen og Johan Meyer tog en omvej via et udlån. Nogle fik minutter hurtigt. Andre slet ikke.
Johan Meyer oplevede også kontrasten tydeligt, da han rykkede op.
“Dengang var der mange ældre spillere. Det var en anden gruppe. Man kom fra et U19-hold, hvor alle var samme sted i livet, til et sted hvor nogle sad og snakkede om børn og familie. Det er noget andet.”
I dag ser det anderledes ud. Førsteholdet er yngre. Afstanden mellem spillerne er mindre. Hierarkiet mindre stejlt.
“Nu er det nemmere at snakke med alle. Der er ikke den samme afstand.”
Men vejen dertil var ikke let. Og for dem, der stod midt i det, var springet op mindst lige så meget et spørgsmål om tålmodighed som det var om talent.
Det særlige ved kuldet handler ikke kun om, at flere har taget springet sammen. Det handler også om relationerne imellem dem – og om at de har været igennem det samme.
For Lauge Sandgrav er forskellen tydelig.
“Det, der adskiller mine fodboldvenner fra mine almindelige venner, er, at man har set hinanden i nogle sværere situationer. Det er en mere kontant verden. Man kan nemmere holde en facade i skolen eller med venner. Her kommer man mere ind under huden på hinanden.”
Det gælder især i perioder, hvor det ikke går som håbet. Hvor spilletiden mangler, og hverdagen bliver tungere.
“Gustav og jeg havde lidt det samme første år på førsteholdet. Man trænede ikke rigtigt med. Man var ikke udtaget. Til sidst fik Gus nogle minutter, og det føltes næsten som om, jeg selv spillede, fordi vi havde været igennem det sammen.”
Den erfaring har sat sig i relationerne. Ikke som noget højtideligt, men som en forståelse, der ligger under overfladen.
Johan Meyer genkender det. Og han peger på, hvordan det også kommer til udtryk, når det går godt.
“Da Lauge får sin første startplads mod FCK på Lyngby Stadion og bliver Man of the Match – det var kæmpestort. Jeg sad på bænken i den kamp, men jeg vidste, hvor meget arbejde han havde lagt i det. Så det betød også meget for mig.”
Den tilgang går igen i gruppen.
“Vi ønsker virkelig hinanden det bedste. Det betyder meget for os at se hinanden lykkes og nå de drømme, vi har.” Siger Meyer
I dag kan de stå på samme bane og kigge rundt.
“Nogle gange tænker man: det her er jo nogle af ens bedste venner, man spiller med. Det er ret unikt.”
Det er ikke noget, der er opstået hurtigt.
Det er vokset frem over år – i medgang, i modgang og i de perioder, hvor det krævede mest.
Og det er en del af forklaringen på, hvorfor så mange stadig står her sammen.
At så mange fra det samme kuld har taget springet, handler ikke om én fast opskrift. Tværtimod. Noget af det, der går igen i spillernes fortællinger, er netop forskelligheden i deres forløb – og den tid, de har fået.
“Det, der beskriver det godt for mig er, at der er tålmodighed omkring talenterne. Du har tid til at udvikle dig i det tempo, du skal.” siger Johan Meyer
Han peger på, at vejen ikke behøver være lige.
“Der er mange steder, hvor man som 18-19-årig bare skal op, og så skal det hele gå hurtigt. Her har den individuelle spiller tid. Pete tog tredje år på U19. Det gjorde jeg også. Steindorsson gjorde det samme.”
For Lauge Sandgrav er det netop fraværet af en fast skabelon, der har været afgørende.
“Joe og jeg har jo haft to forskellige rejser og to forskellige måder at være fodboldspillere på. Her er der en større grad af diversitet. Du kan blive fodboldspiller på flere måder.”
Det betyder også, at man ikke behøver ramme sit topniveau som 16-årig for at blive set.
“Du skal ikke passe ind i én bestemt box. Du kan også komme som 20-årig. Det er den tilgang, jeg synes siger meget om Lyngbys måde at arbejde med talenter på.” siger han
I dag ses resultatet tydeligt. Tobias Storm er gået fra at spille sekser, til back, til nu at være fast mand i midterforsvaret i Lyngby og på U21-landsholdet. Gustav Mortensen er tilbage efter et udlån og har bidt sig fast – også med U21-landsholdsdebut. Kaarsbo, Steindorsson og Meyer har scoret deres første mål i den kongeblå trøje. Sandgrav og Langhoff er faste klipper på førsteholdets midtbane. Samtidig har spillere som Sanders Ngabo, Michael Opoku, Marius Jacobsen og Jeffrey Papa fra samme pokalvinderhold taget deres egne skridt i seniorfodbold.
Fælles for dem er ikke, at de gjorde det på samme måde.
Men at de fik lov til at gøre det på deres måde.
Og for seks af dem – Johan Meyer, Gustav Mortensen, Lauge Sandgrav, Peter Langhoff, Wiliam Steindorsson og Mathias Kaarsbo – betyder det, at de i dag står sammen igen. Ikke som et ungdomshold. Men som en del af stammen på førsteholdet.
Historien er ikke færdig. Men den er allerede blevet længere, end de fleste.
Billeder: Rasmus Falck, Lyngby Boldklub og Fodboldbilleder.dk
