FEATURE I UDGIVET: 12.12.2025 I ASGER MØRUP
I mere end 60 år har Allan Sørensen været en del af Lyngby Boldklub. Som spiller, som tilskuer, og i dag som frivillig i presserummet. En fortælling om kontinuitet, fællesskab og alt det arbejde, der sjældent larmer, men altid betyder noget.
Der er mennesker i en fodboldklub, man ser på banen. Og så er der dem, der sørger for, at alt omkring banen fungerer.
På kampdage står Allan Sørensen i presserummet på Lyngby Stadion. Han tager imod journalister, byder på kaffe, serverer Lyngby-pølser, finder pladser, svarer på spørgsmål og sørger for, at stemningen er rolig og ordentlig, allerede inden kampen går i gang. Det er ikke noget, der larmer. Det skal det heller ikke.
For Allan handler det ikke om at fylde. Det handler om at være der.
Han bevæger sig hjemmevant rundt. Kender rummene. Kender folkene. Kender rytmen i en kampdag. For mange er han et fast holdepunkt – én man altid møder, når man træder ind ad døren. Én, der har styr på tingene. Og det er ikke tilfældigt. Lyngby Boldklub ikke bare et sted, han kommer. Det er et sted, han hører til.
“Jeg holder af klubben. Det er ligesom min klub.”
Det lyder enkelt. Og det er det også.
Men bag den sætning gemmer der sig mere end seks årtiers relation til Lyngby Boldklub.
Rødderne i Lyngby
Allans forhold til Lyngby Boldklub begynder længe før presserum, kaffe og kampdagsrutiner. Det begynder i 1959. Han er syv år gammel og vokser op i Virum, hvor det nærmest var givet, hvor man spillede fodbold.
Lyngby.
Banerne var fyldt med børn. Så mange, at man ikke bare lavede ét hold. I stedet opstod de berømte lagkageturneringer, hvor omkring hundrede drenge på samme alder blev inddelt i hold opkaldt efter engelske og italienske klubber. Burnley. Atalanta. Fodbold, fantasi og fællesskab i ét.
Han spiller sig gennem rækkerne: miniput, lilleput, drengespiller. Lyngby bliver rammen om barndommen. Trænerne gør sig umage. Der bliver lagt arbejde i børnefodbolden. Det er ikke bare leg – men heller ikke alvor på den tunge måde.
Så ændrer noget sig.
Da Allan er 11 år, mister han sin far. Sorgen rammer, og interessen for fodbolden forsvinder langsomt. Han stopper som juniorspiller og prøver andre ting af. Atletik. Håndbold. Badminton. En periode, han selv beskriver som rodløs.
Men Lyngby forsvinder ikke.
Selv da han ikke længere spiller, følger han førsteholdet. Hans mor tager ham med til kampe. Søndag formiddag, fodbold i Østdanmark, mennesker med øl i hånden og blikket rettet mod banen. Klubben ligger der stadig – i baghovedet, i hverdagen.
“Lyngby Boldklub har været en del af min opvækst. De var der, da jeg selv begyndte at interessere mig for fodbold. Og selvom jeg holdt op med at spille, så lå Lyngby altid i baghovedet hos mig.”
Det er ikke nostalgi. Det er kontinuitet.
Vejen til frivilligheden
I mange år var Allan først og fremmest tilskuer. En, der fulgte Lyngby tæt, men på afstand. Han stod på tribunen, fulgte med i resultaterne og kendte historien – uden nødvendigvis at være en del af hverdagen inde i klubben.
Det ændrede sig langsomt.
Gennem årene kom han tættere på miljøet omkring Lyngby. Blandt andet via fanmiljøet Blue Vikings, hvor han på et tidspunkt påtog sig rollen som kasserer. Det var ikke råb og trommer, der trak i ham, men det praktiske arbejde. Overblikket. Strukturen. Det at få ting til at hænge sammen.
Samtidig voksede en anden interesse. Statistik. Tal. Kampe. Spillere. Allan havde altid haft blik for detaljen og begyndte mere og mere systematisk at holde styr på kampe, mål, assists og jubilæer. Oplysninger, der ikke altid fandtes ét samlet sted, men som han selv byggede op over tid.
Så kom corona.
Pludselig stod klubben i en situation, hvor der manglede hænder på kampdage. Presserummet skulle fungere, selvom stadion var lukket for tilskuere. Allan blev spurgt, om han kunne hjælpe til.
“Jeg havde vist givet udtryk for, at hvis de kunne bruge mig til noget heroppe, så synes jeg, det kunne være interessant – og så kunne jeg også komme til fodbold, for det kunne jeg jo ikke ellers.” fortæller han med et smil.
Det, der begyndte som en midlertidig løsning, blev hurtigt til noget mere permanent. Allan fandt sin plads. Og klubben fandt ud af, at han havde fundet den rigtige.
Da restriktionerne forsvandt, blev Allan hængende. Ikke af pligt. Men fordi det gav mening. Og fordi han, stille og roligt, var blevet en del af maskinrummet.
Kampdagen
På kampdage begynder Allans arbejde længe før kampstart. Ikke med fløjt eller opvarmning, men med forberedelse. Listerne ligger klar. Skiltene er lavet hjemmefra og lamineret, så de kan sættes op med det samme. Hvem der kommer i presserummet, hvem der repræsenterer hvilke medier, og hvor de skal sidde – det hele er gennemtænkt.
Når dørene åbner, er Allan allerede på plads. Han tager imod journalister og gæster, hilser på dem, der kommer hver gang, og finder hurtigt ind på dem, der er nye. Ingen skal være i tvivl om, hvor de skal gå hen, eller hvem de kan spørge.
“Det vigtigste for mig er at være imødekommende,” siger han. “Så der ikke er nogen, der kommer ind og tænker: Hvor skal jeg sidde? Hvad gør jeg nu?”
Der bliver serveret kaffe. Nogle får et stykke kage. Gamle bekendtskaber falder hurtigt i snak. Allan bevæger sig roligt rundt i rummet, hjælper med stik og pladser, svarer på spørgsmål og løser små problemer, før de når at blive store. Det handler om overblik – men også om stemning.
Han ser det som sin opgave at skabe et rum, hvor folk føler sig velkomne. Hvor det er rart at være. Og hvor fokus kan være på kampen, ikke på alt det omkring.
“Jeg vil gerne være ham, der tager imod folk på en ordentlig måde,” siger han. “Så de har en god oplevelse, når de er her.”
Når kampen er fløjtet af, er hans arbejde ikke slut. Tværtimod. Statistikken skal opdateres. Kampen registreres. Spillerne rykkes i systemerne. Tallene føres videre – præcist og metodisk, som han har gjort det i årevis.
For Allan er kampdagen ikke én opgave. Det er en helhed. Og han holder styr på den – stille og sikkert.
Statistik-Allan
Det begynder længe før computere, databaser og hjemmesider.
Allan har haft blik for tal og overblik, siden han var dreng. Allerede i skolen syntes han, det var sjovt at holde styr på, hvem der vandt, og hvem der scorede i de interne kampe i Gymnastiktimerne. Senere, da han var med til at starte en klub i Kokkedal, lavede han statistik for holdet. Ikke fordi nogen bad ham om det. Men fordi det gav mening for ham.
Den interesse slipper ham aldrig.
I dag har Allan styr på kampe, mål, assists, indskiftninger og minutter spillet – også de detaljer, som ikke altid fremgår af de officielle sider. Han ved, hvem der er kommet ind sent i kampene. Hvor ofte. Hvor længe. Og hvornår noget mangler at blive rettet.
Det er ikke bare tal. Det er historier.
Som dengang en spiller skulle sælges, og der pludselig var brug for at vide, hvor meget han faktisk havde spillet – ikke bare kampe, men minutter. Eller når spillere selv kommer forbi og spørger: Hvor mange kampe og mål er jeg egentlig oppe på nu?
Allan har svaret.
“Jeg synes bare, det er fedt at have styr på alt det, der sker omkring spillerne,” siger han. “Og så have det overblik, så man kan finde tingene frem.”
Derfor kalder nogle ham Statistik-Allan. Ikke fordi han gør et nummer ud af det. Men fordi han altid har gjort arbejdet. Tålmodigt. Systematisk. Med mapper, noter og filer, der rækker langt tilbage.
“Det er jo ikke alt, der altid ryger med ind i de officielle statistikker,” siger han. “Så hvis man vil være sikker på, at tingene ikke går tabt, så er det meget rart, at der er nogen, der har styr på det.”
Klubbens Format
Når Allan taler om Lyngby Boldklub, er det sjældent resultaterne, der fylder mest. Det er menneskerne. Stemningen. Den måde, man møder hinanden på.
Han beskriver klubben som et sted uden afstand. Hvor man bliver taget imod – uanset om man er spiller, frivillig, journalist eller gæst. Hvor der ikke er nogen, der er for fine til at sige goddag. Og hvor det uformelle ikke er ligegyldigt, men en del af identiteten.
Det mærkede han tydeligt da han tog til kamp, til trods for han var på ferie på Falster.
”Jeg var jo på camping med familien, nede på Falster… Og det fandt de ud af, at jeg var kommet dernede fra, og egentlig var på ferie dernede. … Og så fik de kontakt til John, som lavede en kasse til mig med pølser og brød, og alt tilbehør. Den skulle jeg tage med ned… Den der opmærksomhed fra klubbens side, den synes jeg er guld værd.”
Den anerkendelse, han selv har oplevet, betyder mere, end han giver udtryk for. Særligt ét øjeblik står klart. Da han blev hyldet på banen på sin 70-års fødselsdag. En overraskelse, han ikke havde bedt om – men som satte sig.
“Så står man der, og så sidder der 4.000 mennesker og klapper. Og så bliver jeg sådan lidt lille, fordi det er ikke noget, jeg søger. Men bagefter er man jo skide glad for, at de har gjort det alligevel. Altså det viser også klubbens format, synes jeg.”
Det var ikke et højdepunkt i rampelyset, men en bekræftelse på, at det, han gør, bliver set. Og værdsat.
Allan har været en del af Lyngby Boldklub i over 60 år. Som spiller, som tilskuer, som fan – og i dag som frivillig. Meget har ændret sig. Klubben. Fodbolden. Rammerne. Men noget er det samme. Det er følelsen af at høre til.
Og det er derfor, han stadig står der på kampdage. Klar med kaffe. Klar med overblik.
“Jeg bliver så længe, at klubben synes, det er i orden, når jeg gør det. Jeg holder af klubben. Det er ligesom min klub.” slutter han.
