Fuld fart frem i Startblokkens nye motorsportsrejse

Deltagerne får hænderne ned i motorer, løser opgaver i fællesskab og prøver kræfter med gokart som første skridt i et 9-måneders forløb, der åbner dørene til motorsportens tekniske og praktiske muligheder.

Der hænger en duft af varmt gummi og benzin i luften, da Startblokken træder ind i gokarthallen i Ballerup. I dag er ikke som de andre dage. Det er begyndelsen på et nyt 9-måneders motorsportsforløb, udviklet i samarbejde mellem Startblokken Lyngby, Startblokken København og DASU (Dansk Automobil Sports Union), hvor deltagerne hver måned skal tættere på det tekniske håndværk, fællesskabet og de mange jobroller, der findes bag motorsportens kulisser.

Fra sving på banen til skruenøgler i pitten

Inden motorerne starter, bliver holdet delt op efter tempo og tryghedsniveau. Ikke hvem der er hurtigst, men hvem der har lyst til at køre stærkt.
 
En simpel, men afgørende inddeling, som har stor indvirkning på den enkeltes oplevelse, og som giver de rette rammer til både at udfordre sig selv, og flytte sine grænser. En inddeling der skaber nye forståelser af hvad man er i stand til.
 
På banen er der fokus. Små grin breder sig i pauserne, og hver vellykket omgang bliver mødt af klap på skuldrene. Men motorsportsdagen handler om mere end fart. Når karten parkeres, fortsætter arbejdet i pitten. Her viser Mikkel Bøyesen fra DASU, hvordan man undersøger en motor, spænder de rigtige skruer, finder fejl og tænker logisk. Andre løser opgaver sammen, hvor de skal samarbejde, planlægge eller tænke i mønstre.
 
Det fungerer som en øjenåbner. Motorsport rummer langt mere end racerkørsel. Der er vidt forskellige roller, hvor forskellige styrker kan komme i spil.

Ni måneder med nye retninger og nye indsigter

Motorsportsforløbet er skabt til at give deltagerne et realistisk indblik i en branche, der kan virke lukket udefra. Her får de lov til at prøve sig selv af i mekanikken, mærke værdien af struktur og tålmodighed, løse praktiske opgaver sammen og opleve, hvordan samarbejde og overblik er lige så vigtigt som fart.
 
Det er netop kombinationen af teknik, logik og fællesskab, der gør forløbet værdifuldt. Mange opdager, at motorsport rummer langt flere roller end dem, der sidder bag rattet, og at der findes opgaver, hvor deres styrker faktisk passer ind.
 
Næste skridt i forløbet er allerede planlagt: et besøg hos TEC, hvor deltagerne får indsigt i branchens uddannelses- og karriereveje og samtidig skal prøve kræfter med slalomkarting, der stiller krav til finmotorik og præcision. Det giver noget konkret at se frem til, og åbner nye muligheder for at finde retning og mod i processen.

Fællesskab, pizza og et sidste løft

Da motorerne slukker, og dagens sidste omgang er kørt, går turen tilbage til Idrætsbyen. Pizzaer fra Pops Pizza bliver taget med tilbage til presserummet, og snakken går om dagens højdepunkter, udfordringer og overraskelser. Der bliver grinet, delt erfaringer og talt om, hvad man glæder sig til næste gang.
 
Selvom dagen har været lang, slutter den på ægte Startblokken-vis: med fællesskab og ansvar.
Holdet rykker nemlig sammen og pakker dagens webordrer i fanshoppen. En stille, men tydelig påmindelse om, at Startblokken handler om mere end aktiviteter. Det handler om at kunne bidrage, stå sammen og finde sin plads i et fællesskab.

FLERE NYHEDER

Hjælp os med at gøre stadionoplevelsen endnu bedre

Jack Majgaard skal lede Lyngbys kvindefodboldprojekt

Juleåbningstider i fanshoppen