FÆLLES OPLÆG OG SPECIFIKTRÆNING I SAMARBEJDET MED VSB

Ungdomsudviklingstræner Jacob Gath har de seneste dage været forbi Virum med oplæg og specifiktræning som en del af det fælles arbejde med klub- og spillerudvikling.

Lyngby Boldklub og Virum-Sorgenfri Boldklub fortsatte i weekenden deres løbende samarbejde om at udvikle både træningsmiljø og spillere i Virum. U15- og U16-spillerne i VSB havde besøg af ungdomsudviklingstræner Jacob Gath, der stod for et oplæg med fokus på mindset, træningskultur og individuel udvikling. Undervejs arbejdede spillerne konkret med at udforme deres egne udviklingsplaner, så pointerne kunne kobles direkte til deres daglige træning.

Tirsdag fulgte Gath op på banen, hvor han deltog i VSB’s specifiktræning – et fast ekstra træningstilbud, som Lyngby og VSB driver i fællesskab. I den aktuelle træningsblok arbejder spillerne med at løse spillet på små områder. Det betyder korte og intense spilsituationer, hvor tempo, teknik og beslutningskraft hele tiden er i spil.

Jacob Gath glæder sig over både engagementet og udviklingen i samarbejdet:

Vi er et rigtig godt sted i vores samarbejde med Virum. Vi møder altid en masse træningsparate spillere og dedikerede trænere, som gerne vil suge til sig og bruge de ting, vi bringer til banen. Oplægget i søndags er for mig et godt eksempel på det. Vi havde en fed time sammen med U15 og U16 drengene fra Virum, som havde lyst til at byde ind og sætte sig selv i spil for at lære noget. Det er lige som det skal være.

Hos VSB oplever man stor værdi i den faglighed og inspiration, Lyngby tilfører.
Mads Enghoff, udviklingstræner og keeperansvarlig siger:

Det betyder enormt meget, at vi kan bruge Jacob som ressource og drage nytte af hans mange gode kompetencer. Hans oplæg var superspændende, og det var tydeligt at se, at spillerne var interesserede og spørgelystne. Jacob kan med sin høje faglighed og stærke relationelle kompetencer være med til at inspirere både ledere, trænere og spillere i VSB ved at være med omkring træningen. Det er generelt fedt, at vi som breddeklub i VSB kan benytte os af lidt mere professionelle kræfter.

Som samarbejdsklub med Lyngby indgår VSB løbende i fælles tiltag som oplæg, specifiktræning og faglig sparring. Målet er at styrke trænernes arbejde og give spillerne konkrete redskaber, de kan bruge i hverdagen – og samtidig udvikle et stærkt, lokalt fodboldmiljø, hvor klubberne står tættere sammen om opgaven.

FLERE NYHEDER

Simon Sellerup – Mennesket før spilleren

Hjælp os med at gøre stadionoplevelsen endnu bedre

Jack Majgaard skal lede Lyngbys kvindefodboldprojekt