Lyngby-Taarbæk Kommune har de seneste måneder modtaget flere ukrainske flygtninge, og de blev som mange før dem inviteret ind i det kongeblå sammenhold, da de blev budt velkommen på stadion fredag aften til topopgøret mod Esbjerg fB.
En gestus, som Lyngby-Taarbæk Kommunes virksomhedskonsulent Lisa Guldborg Mikkelsen fortæller, skabte stor glæde blandt de nytilkomne borgere:
”Det havde stor betydning for ukrainerne at kunne koble af fra bekymringer om fremtiden og savn af familie og venner i et par timer og mærke den gode stemning og fællesskabet på Lyngby Stadion. Her handler det om sammenhold og om at skabe et miljø, hvor alle føler sig velkomne og trygge. Samtidig fik de mulighed for at knytte bånd med hinanden og føle sig som en del af lokalsamfundet. Og så var det jo ekstra fantastisk, at vi vandt!”
Lyngby-Taarbæk Kommune søger lige nu efter jobmuligheder for ufaglærte til gruppen. Mangler du arbejdskraft, kan du kontakte virksomhedskonsulent Lisa Guldborg Madsen på lisag@ltk.dk.