Når Tue Lundøer møder virksomhederne i lokale netværk, handler det ikke om sponsorater, men om at finde de rigtige match mellem mennesker, kompetencer og behov. Resultatet er nye samarbejder og jobåbninger i Lyngby og omegn.
Peter Lieps Hus i Dyrehaven huser et morgennetværk onsdag morgen. Udenfor driver disen mellem træerne, inden solen får fat. Inde i det historiske hus summer snakken mellem lokale virksomhedsledere, partnere og folk fra Lyngby Boldklubs erhvervsnetværk.
Midt i rummet sidder Tue Lundøer klar til at bygge bro mellem unge og erhvervsliv. Han er ikke kommet for at sælge noget. Han er kommet for at skabe forbindelser.
“Jeg har været med her to gange på en uge,” fortæller han. “Til vores morgen-netværksmøder i Lyngby Boldklub. Det har givet rigtig meget. Jeg har allerede fået lavet otte-ni kaffeaftaler med nysgerrige partnere i erhvervsnetværket.”
For Tue handler det om at gøre Startblokken synlig. Mange har hørt om initiativet, men ikke alle ved, hvad der egentlig foregår.
“Det er vigtigt, at jeg tager ud og flager og informerer om alt det gode, vi laver. Det skal ikke være så hemmeligt,” siger han. “Når man mødes, sker der noget andet. Relationerne bliver stærkere, og tilliden vokser.”
Fra netværksmøder til nye samarbejder
Tue er en af de mennesker, der får ting til at ske. Hans opgave er at skabe kendskab hos virksomhederne og finde de rigtige match mellem dem og deltagerne i Startblokken.
“Jeg skaber kendskabet ude hos virksomhederne og vores partnere. De skal kende os, før de kan sige, at det her er spændende – at de gerne vil være sammen med Lyngby Boldklub til at tage et socialt ansvar,” siger Tue.
Når en virksomhed viser interesse, tager Tue ud sammen med en virksomhedskonsulent og en deltager fra Startblokken. De taler om, hvordan et samarbejde kan se ud, og hvad der skal til, for at det bliver en god start for alle parter.
“Vi ser på, om der er nogle match. Står virksomheden og mangler en, der kan tage ansvar og blive lønnet? Eller kan de tage nogen ind i praktik? Så prøver vi at forventningsafstemme, hvad virksomheden har brug for, og hvad de er klar til,” forklarer Tue.
Det kan virke lavpraktisk, men det er netop det, der virker. Det handler om at gøre aftalerne konkrete, og om at være tæt på, når samarbejdet begynder.
“Vi laver aftaler om timer, dage og rammer. Er det fire ugers praktik med henblik på job bagefter? Hvad er perspektiverne? Og så taler vi om de særlige behov, der kan være. For nogen er det vigtigt at vide, hvor de kan holde pause. For andre handler det om at kunne bruge høretelefoner for at skærme sanserne lidt. Det lyder småt, men det gør en kæmpe forskel.”
Men de særlige behov handler ikke kun om hensyn – de handler også om potentiale. Når virksomheder ansætter mennesker med neurodivergente profiler og unikke kvaliteter, får de ikke bare en medarbejder, men et nyt perspektiv på samarbejde, trivsel og udvikling. At skabe plads til forskellighed gør kulturen stærkere og mere bæredygtig. Det bidrager til et arbejdsmiljø, hvor alle medarbejdere trives bedre – og hvor de særlige styrker, som følger med neurodivergens, ofte viser sig at være en gevinst for forretningen.
Tillid som omdrejningspunkt
Netværksarbejdet er ikke bare et spørgsmål om at finde jobåbninger. Det handler om mennesker og om tillid.
“Det er meget relations båret. Virksomheder, der laver samarbejder, skal have en følelse af tillid – at de ikke spilder tiden, og at vi er der til at støtte op. Har man først opbygget en relation, er man også meget mere tilbøjelig til at gå ind i et samarbejde,” forklarer Tue
Og netop den tillid gør, at Startblokken i dag oplever en stigende interesse fra virksomheder i lokalområdet. Flere har allerede meldt sig klar til at tage socialt ansvar, og til at give en eller flere deltagere chancen for at komme i praktik eller i job.
“Det er der, hvor kendskabet og relationerne bliver vigtige. Når virksomhederne mærker, at vi tager det seriøst, så åbner de døren.”
Fællesskab på og uden for banen
Startblokken i Lyngby er skabt i samarbejde med Danmarks Idrætsforbund og Lyngby-Taarbæk kommune, og bygger på tanken om, at idræt og fællesskab kan være vejen tilbage til arbejdslivet.
“Lyngby Boldklub har altid været et fællesskab. Men nu bruger vi det også til at skabe social værdi for mennesker med særlige kvaliteter og behov, som har udfordringer med selv at finde vejen til jobbet. Mange virksomheder er allerede en del af klubben gennem sponsorater og fodbolden – og nu kan de også bidrage på en ny måde,” siger Tue
Når relationerne vokser, vokser mulighederne også – både for virksomhederne, for deltagerne i Startblokken og for fællesskabet omkring Lyngby Boldklub.
“Hele idéen er jo, at civilsamfundet træder i karakter. At det ikke kun ligger hos kommunerne. Det handler om at tage et fælles ansvar – og det starter med en samtale, en kop kaffe og viljen til at se mennesker som en del af løsningen.”
Læs mere om Startblokken her