UDGIVET: 30.10.2025 I TEKST & GRAFIK: Asger Mørup I FOTO & VIDEO: Rasmus Falck
Philadelphia Unions Director of Individual Development Plan har midlertidig base i Lyngby Boldklub, hvor han som individuel træner dykker ned i klubbens måde at udvikle spillere, trænere og mennesker på. Det handler ikke om at ændre noget. Det handler om at forstå.
Der går ikke mange sekunder, før man fornemmer, at Anthony Flores ikke er kommet til Lyngby for at holde foredrag. Han lytter. Han observerer. Han stiller spørgsmål.
På græsset ved Lundtoftevej hilser han på de unge spillere, noterer detaljer i sin notesbog og udveksler idéer med trænerne. Hans rolle er tydelig, men samtidig ydmyg: Individuel træner – et titelblad, der i praksis handler om at understøtte, udvikle og udfordre.
“Jeg er her for at støtte den tekniske stab, dele idéer og bidrage på alle de måder, vi kan som klub,” forklarer han.
For Anthony er samarbejdet mellem Lyngby Boldklub og Philadelphia Union ikke blot et partnerskab. Det er en investering i mennesker.
Samarbejdet mellem Philadelphia Union og Lyngby Boldklub begyndte som en idé. Et fælles ønske om at udvikle spillere og trænere gennem udveksling og dialog. I dag er det vokset til noget langt større.
“Det har været fedt at se, hvordan projektet har udviklet sig. Vi lærer hele tiden af hinanden – både teknisk og menneskeligt,” fortæller han
Siden 2024 har partnerskabet fået en officiel form, hvor Union Sports & Entertainment er blevet minoritetsejer i Lyngby Boldklub. Formålet er klart: at skabe en tættere forbindelse mellem to klubber, der deler værdier om talentudvikling, kultur og menneskelig dannelse.
Partnerskabet handler ikke om at kopiere hinanden ifølge Anthony, men om at bygge videre på styrkerne i begge miljøer. Han beskriver, hvordan Lyngby-trænere og spillere har besøgt Union i USA, og hvordan amerikanerne nu får indsigt i den danske tilgang til udvikling.
“Det har været en stor fornøjelse at se, hvordan samarbejdet mellem de to klubber er blevet endnu stærkere og mere dybdegående,” siger han med et smil.
• Dato: 28. maj 2024 — Lyngby indgår sportsligt samarbejde med Philadelphia Union.
• Ejerandel: Union Sports & Entertainment ejer 10% af Lyngby Boldklub A/S.
• Kontrol: Friends of Lyngby bevarer kontrollen, men klubben får internationalt løft sportsligt.
• Sparring: Ernst Tanner, Sports Director i Union, er nærmeste sparringspartner for Lyngbys sportslige ledelse.
• Begrundelse: Philadelphia Union har et af USA’s stærkeste akademier, og dokumenteret succes med talentudvikling.
Anthony Flores’ rejse i fodbolden begyndte på græsrodsniveau. Siden har han arbejdet sig hele vejen op gennem amerikansk fodbold. Fra ungdomstræner til en central rolle i Philadelphia Unions akademi.
“Jeg begyndte på breddeniveau, og nu er vi her i dag” fortæller han.
I Lyngby Boldklub trækker han nu på mere end to årtiers erfaring med talentudvikling, coaching og læring. Han bruger sin baggrund til at støtte og inspirere klubbens trænere i hverdagen.
🇩🇰 Lyngby Boldklub
• Individuel træner (2025– )
🇺🇸 Philadelphia Union
• Director of Individual Development Plan (2025– )
• Union II Assistant Coach / Professional Development Coach (2023–25)
• U17 Academy First Assistant (2020–23)
• Technical Director of Union Youth (2020–23)
⚽ Tidligere roller
• Coach Educator – U.S. Soccer Federation (2018– )
• Pre-Academy Coach – New York Red Bulls (2012–14)
• Assistant Coach – Vassar College (2009–11)
• Graduate Assistant Coach – Rutgers University (2007–09)
🎓 Uddannelse
Sports Psychology – Rutgers University
Da Anthony Flores ankom til Lyngby, gjorde han det med et åbent sind. Han ville forstå, ikke bare sproget og spillet, men menneskene bag.
“Jeg gik ind i det med et åbent sind og forsøgte virkelig at forstå, hvordan Lyngby fungerer, hvordan kulturen er, og hvad klubben i det hele taget står for,” fortæller han.
Han beskriver mødet med en klub, hvor båndet mellem spillere, trænere og lokalsamfundet er tydeligt. Hvor akademiet, førsteholdet og bredden hænger sammen på en måde, han kalder både professionel og varm.
“Det har virkelig været en øjenåbner. Man kan mærke, at standarden er høj – helt fra breddeniveau og op til førsteholdet.“
Opholdet i Lyngby har allerede givet nye perspektiver. Ikke kun på fodbold, men på, hvordan kultur og fællesskab kan forme en klub.
I Lyngby Boldklub arbejder Anthony Flores tæt sammen med klubbens trænere og ledelse om at styrke udviklingsmiljøet. Hans dage er bygget op omkring observation, dialog og sparring. Han følger træninger på tværs af ungdomsafdelingerne, indgår i faglige samtaler med trænerstaben og hjælper med at koble Lyngbys spillestil med klubbens langsigtede udviklingsplan.
Rollen som Individuel Træner handler for Anthony ikke om at ændre – men om at støtte og udfordre. Han bidrager med erfaring, struktur og perspektiv, men lytter mindst lige så meget, som han taler. Sammen med klubbens trænere deler han metoder, diskuterer session-design og arbejder med at finde fælles retningslinjer for, hvordan Lyngby Boldklub fortsat kan udvikle både spillere og trænere i et miljø med høje standarder og tydelig identitet.
Når Anthony Flores sammenligner livet i Philadelphia Union og Lyngby Boldklub, ser han to verdener, der er forskellige på overfladen, men drevet af det samme formål.
“Lyngby er meget helhedsorienteret. Det er en god balance mellem fodbold, liv og sundhed. I Philadelphia Union er vi meget konkurrencemindede – vi vil altid vinde. Men det ser man også her i Lyngby, bare på en lidt anden måde,” nævner Anthony Flores.
I Philadelphia er fodbolden præget af intensitet og et konstant fokus på resultater. I Lyngby møder han et miljø, hvor tålmodighed og helhedstænkning fylder mere, uden at konkurrencen forsvinder. For Anthony er det netop i de små forskelle, at samarbejdet bliver stærkt. De to klubber spejler hinanden i ambitionen om at skabe noget større end sejre – nemlig udvikling, fællesskab og mennesker, som vokser gennem fodbold.
Samarbejdet mellem Lyngby Boldklub og Philadelphia Union handler ikke kun om fodbold, men om læring.
“Det vigtigste er, at vi alle sammen lærer noget. At vi kan tage noget med os, som kan hjælpe os med at udvikle os endnu mere – som trænere, som mennesker og som ledere” siger han.
Han beskriver, hvordan udvekslingen mellem de to klubber bygger på nysgerrighed og åbenhed. Der stilles spørgsmål, sammenlignes metoder og deles idéer – ikke for at finde én rigtig vej, men for at forstå, hvordan andre ser og former spillet.
For ham er det netop i samtalerne og forskellene, udviklingen opstår. Hvis alle kan tage bare én ting med sig fra samarbejdet, mener han, at både trænere og mennesker bliver stærkere.
Lyngby Boldklub står som et tydeligt eksempel på, hvad et samarbejde kan skabe, når det bygger på nysgerrighed, respekt og fælles ambitioner. I mødet mellem to klubber, og to kulturer, opstår nye perspektiver, men også genkendelse: et delt fokus på udvikling, mennesker og miljø.
Anthony Flores’ tid i Lyngby har vist, at forskelle kan være styrker, og at læring opstår i samtalen mellem mennesker. Det handler ikke om at ændre alt, men om at forstå hinanden, og løfte i fællesskab.
Lyngby er mere end et sted, man spiller fodbold. Det er et sted, man lærer, vokser og hører til.