Kampreferat: Første nederlag på udenbane i denne sæson

De Kongeblå kom skidt fra start i Aalborg, men kæmpede sig tilbage i opgøret og fik skabt spænding mod slutningen, hvor både Isak Þorvaldsson og Frederik Gytkjær kom på tavlen. Det var dog ikke nok til point, da AaB vandt 3-2 på hjemmebane.

Første halvleg

Lyngby åbnede kampen med et par gode sekvenser på bolden. Efter fem minutter kombinerede Lauge Sandgrav og Oskar Buur flot i højresiden, inden Buur sendte et fladt indlæg ind mod Bror Blume, som fra kanten af feltet sendte kampens første afslutning på mål. Vincent Müller i AaB-målet var dog på plads.

Kort efter slog hjemmeholdet til i den anden ende. Kornelius Normann modtog bolden på venstrekanten, trak ind i feltet og placerede den sikkert i det fjerneste hjørne til 1-0. Kun to minutter senere blev det også 2-0, da et indlæg fra Mads Bomholt fandt Nicklas Helenius, som headede bolden ind.

Lyngby fik skabt muligheder i resten af halvlegen, men ingen af holdene var tæt på at score. Isak Þorvaldsson forsøgte sig med et skud efter et flot træk ind i banen, men bolden blev blokeret. Kort efter sendte Blume Sandgrav i dybden, og midtbanespilleren lavede et elegant træk mellem benene på sin modstander, før hans tværbold blev clearet til hjørne.

På en af de sidste aktioner før pausen fik Lyngby et frispark fra en farlig position kort uden for feltet. En opskrift Casper ‘Dani’ Winther udnyttede til punkt og prikke for en uge siden, men denne gang sendte han bolden over mål.

AaB gik til pause foran 2-0, men Lyngby havde stadig masser af tro på, at kampen kunne vendes.

Anden halvleg

Efter pausen ændrede kampen udtryk. Tre ændringer. De Kongeblå sad tungt på spillet i 2. halvleg, men chancerne lod vente lidt.

Efter 62 minutter kom reduceringen. Gustav Fraulo slog et perfekt indlæg fra venstrekanten, og Isak Þorvaldsson kom højest i feltet og styrede bolden sikkert i nettet til 2-1.

Glæden varede dog kort. Fem minutter senere headede Kornelius Normann sit andet mål i kampen ind ved bagerste stolpe efter et præcist indlæg fra Kelvin John – 3-1 til AaB.

Lyngby fortsatte dog jagten på point. Tobias Storm lavede et vigtigt indgreb i egen ende, og fremad banen begyndte De Kongeblå igen at true. Et indlæg fra William Steindorsson var tæt på at finde Isak i feltet, og bolden blev kun lige clearet foran Gytkjær. Kort efter headede Isak over mål på et nyt indlæg fra Magnus Warming.

I det 82. minut kom Lyngby tilbage i kampen. Isak fandt Frederik Gytkjær med en stikning mellem midterforsvaret, og Gytkjær var alene igennem. Angriberen udnyttede pladsen med en kontrolleret afslutning med indersiden i det nederste højre hjørne – 3-2.

Gytkjær forsøgte kort efter med et akrobatisk forsøg, da Dani fandt ham i feltet, men afslutningen blev blokeret af en AaB-forsvarer. Lyngby pressede på i slutminutterne, men det lykkedes ikke at finde udligningen, og dermed måtte De Kongeblå rejse hjem uden point – for første gang i denne sæson.

Kampfakta:
9´ 1-0 Kornelius Normann

12´ 2-0 Nicklas Helenius

62´ 2-1 Isak Þorvaldsson (Gustav Fraulo)

67´ 3-1 Kornelius Normann

82´ 3-2 Frederik Gytkjær (Isak Þorvaldsson)

 Tilskuerantal:

4711

 Start 11:

1 Jonathan Ægidius (GK)

2 Oskar Buur

3 Django Warmerdam

5 Mihajlo Ivančević

6 Bror Blume

10 Isak Þorvaldsson (58´ gult kort)

13 Casper ‘Dani’ Winther

14 Lauge Sandgrav

18 Jesper Cornelius

22 Peter Langhoff

24 Tobias Storm

 Bænken:

21 Oskar Snorre (GK)

7 Simon Colyn

11 Magnus Warming (77´ ind i stedet for Langhoff)

16 Johan Meyer (24´ ind i stedet for Ivančević)

17 William Steindorsson (46´ ind i stedet for Warmerdam)

19 Gustav Fraulo (46´ ind i stedet for Blume)

20 Mathias Kaarsbo

26 Frederik Gytkjær (46´ ind i stedet for Cornelius)

35 Oliver Klemensen

Næste kamp er den 2. november hjemme mod Hobro. Køb billet på lbk.eventii.dk.

FLERE NYHEDER

Optakt og truppen mod B93

Optakt med Fraulo: Håber på mange kongeblå i Sundby

Startblokken bliver synlig i erhvervslivet