Startblokken blev vejen tilbage i arbejdslivet for Oliver

Startblokken gav ham tid og relationer i stedet for krav. Gennem møderne med Henrik Blom og Virum Installation opstod en indgang til arbejdet, hvor fleksibilitet og tillid gør det muligt for Oliver at holde balancen – også med ADD og en drilsk ryg. I dag møder han ind fire dage om ugen og ved, hvornår han skal sige til i tide.

Stilhed der blev til nedtur

Oliver vidste godt, hvad der var ved at ske, men han sagde ikke noget. Han holdt bare vejret og lod sig brænde ud – som så mange gange før. Det var månederne uden struktur, hvor dagene flød sammen, og hvor forskellen mellem træthed og tomhed ikke længere kunne mærkes. Han gjorde det samme, hver gang det ramlede: lod som ingenting og håbede, det gik væk af sig selv.

Den strategi holdt ikke.

»Jeg har lettere ved at ramme det der burnout,« fortæller han. »Før i tiden kørte jeg bare videre og lagde skjul på det – og så brændte jeg ud igen.«

Et forløb uden pres
Startblokken blev vendepunktet. Ikke fordi nogen trak ham fremad, men fordi ingen skubbede. Der var plads til at være sig selv uden at skulle forklare sig. Der var mennesker, der lyttede mere, end de vurderede. Før han selv kunne sætte ord på, hvad han havde brug for, var der nogen, der begyndte at hjælpe ham derhen.

»De presser dig ikke ud i noget, du ikke vil. Du får rum til at finde ud af, hvad du gider,« siger han.

Inden Startblokken var han bange for at blive placeret i et jobcenterforløb med krav og ansøgninger, som ikke gav mening.

»Jeg gad ikke skrive ansøgninger til noget, jeg alligevel ikke ville,« fortæller han.

I stedet blev han en del af et fællesskab, hvor udvikling ikke var noget, man blev presset ud i. Og hvor løsninger tog form gennem samtaler, relationer og tid.

Døren ind til Virum Installation

I Startblokken mødte han Henrik Blom, medejer af Lyngby Boldklub, som del af Friends of Lyngby, og ejer af Virum Installation. Kort efter sad Oliver til møde med både Henrik, Tue og Casper Norring-Agerskov, som driver firmaet. Det blev begyndelsen på en praktik, som i dag er blevet til fire faste arbejdsdage om ugen.

»Vi har været imponeret og faktisk også overrasket over, hvor godt Oliver falder til, og hvor godt han passer ind i virksomheden.
Han er god til at komme og fortælle, hvad han kan og ikke kan, og til selv at mærke efter, hvor meget han kan være her.
Svendene spørger efter at få ham med ud, og han har helt klart hænderne skruet rigtigt på.« fortæller Casper Norring-Agerskov

Arbejde der giver mening

I dag står Oliver i arbejdstøj fire dage om ugen og er i gang med at finde vej tilbage til elektrikeruddannelsen. Han har en diskusprolaps og ADD, men han ved, hvordan han undgår at vælte.

»Det er egentlig det, jeg godt kan lide ved at arbejde. Der er en masse nye opgaver. Det bliver ikke kedeligt, for det er ikke altid det samme, man render rundt og laver. Der er altid problemer – jeg elsker at løse dem. Det er på en eller anden måde et mentalt puslespil. Hvordan kan vi gøre det her bedst?«

Nogle dage fejlfinder han i SFO’er. Andre dage trækker han netkabler til infoskærme, sætter lamper op eller hjælper med renoveringer, hvor lofter skal ned, før noget nyt kan bygges op. Han fortæller om en opgave med en ladestander, som hverken han eller svenden havde prøvet før. De kiggede på manualen sammen og fandt ud af det hen ad vejen. Oliver taler om arbejdet uden store armbevægelser, men med en overbevisning, som viser, at det betyder noget.

»Man får ligesom bare en synopsis på, hvad der skal laves. Og så finder man ud af resten. Jeg kan godt lide det, når jeg selv kan få det til at se ordentligt ud.«

Oliver taler om arbejdet uden store armbevægelser, men med en overbevisning, som viser, at det betyder noget.

Struktur – også derhjemme
Han bryder sig om strukturen i arbejdet, men også om friheden. Og når det bliver for frit, organiserer han det selv.
Hjemme i sin lejlighed har han sammen med sin far sat en whiteboardplade op ved siden af køkkenøen.
 
»Jeg har tre små magneter – en rød, en gul og en grøn. Grøn er ting, jeg skal gøre hver uge. Gul er ekstra ting. Og rød er de store opgaver, der tager længere tid. Så skal jeg ikke gå og tænke på, hvad jeg burde. Så står det der.«
At sige til i tide
Oliver begyndte hos Virum Installation på tre dage om ugen, samtidig med Startblokken. Efter en måned gik han op på fire. Casper gjorde det klart fra begyndelsen, at tid ikke er noget, man skal knække halsen på.

»Han sagde, at hvis jeg har brug for at gå ned i tid igen, så siger jeg bare til. Det giver ro i hovedet, at jeg ved, at muligheden er der.«

Han siger fra tidligere, planlægger pauser og bruger weekenderne til at lade op – også når det er mennesker, han holder af, der trækker i ham.

»Familiefødselsdage kan være lige så drænende som arbejde. Det har jeg først lært rigtigt nu.«

Startblokken som afsæt

Startblokken gav ham ikke en skriftlig plan. De gav ham rum. Der var ingen krav om x antal ansøgninger, ingen skemaer, ingen faste deadlines. Der var derimod spørgsmål, tålmodighed og idéer, der blev fulgt til dørs. Selvom Oliver er i fast arbejde er døren altid åben for ham i Startblokken:

»Jeg ved, jeg bare kan komme derud en fredag, få noget frokost og lige få luft i hovedet, hvis det hele bliver for meget. Startblokken giver dig lige et pusterum til at finde ud af, hvad der giver mening«

Oliver pakker værktøjet sammen, og sætter stien på plads. Han kigger ned i jorden. Med armene i siden. Han ånder ud og finder smilet frem.

»Jeg ved, at jeg kan brænde sammen, hvis jeg bare kører videre. Men nu stopper jeg, før det sker. Jeg gør tingene på en måde, hvor jeg kan blive ved.«

FLERE NYHEDER

Optakt og truppen mod B93

Optakt med Fraulo: Håber på mange kongeblå i Sundby

Startblokken bliver synlig i erhvervslivet