Lyngby måtte kæmpe sig tilbage flere gange, men et frisparksmål dybt i overtiden sikrede 3-3 i en underholdende kamp på Lyngby Stadion.
Første halvleg
Gæsterne chokåbnede. Allerede i andet minut modtog tidligere Lyngby-spiller Magnus Kaastrup bolden i feltet og krøllede den over i det lange målhjørne til 0-1.
Lyngby reagerede resolut og skabte store chancer. Lauge Sandgrav og Gustav Mortensen kombinerede sig igennem i venstresiden, inden backen med et indlæg fandt Jesper Cornelius, som fra stående headede på mål. Kasper Killerich i Aarhus Fremad målet stod dog rigtigt placeret. Kort efter opstod en kæmpe mulighed, da Frederik Gytkjær opsnappede en mislykket aktion fra målmanden. Angriberen havde et frit mål at sparke bolden i, men en Fremad forsvarer kom tilbage og fik tacklet i sidste sekund.
Lyngby pressede videre. Efter et boldtab højt i banen spillede Oskar Buur bolden til Gustav Fraulo, som lagde den skråt tilbage til Lauge Sandgrav i feltet. Han tog en kort dribling og afsluttede hårdt, men forsøget blev blokeret til hjørne.
De Kongeblå havde igen hul i kæderne 18 minutter inde, hvor Sandgrav spillede Buur fri med en stikning. Backen forsøgte en aflevering på tværs til Gytkjær, men en Aarhus Fremad-forsvarer fik afværget.
Efter 23 minutter kom kampens største chancer hidtil. Sandgrav spillede Gytkjær fri i feltet, og angriberen lagde bolden på tværs til Cornelius, som afsluttede – redning. Riposten dumpede igen ned til Cornelius, der afsluttede med hælen, men en forsvarer reddede på stregen. Bolden sprang herefter ud til Gustav Mortensen, som sparkede mod venstre krog, men Killerich reddede. Slutteligt var Sandgrav tæt på at komme først på returen med et hovedstød, men bolden blev clearet til hjørne.
Presset skulle dog mønte sig. Udligningen kom fortjent efter 35 minutter. Et indlæg fra Sandgrav skabte forvirring foran mål, og Aarhus Fremads Erik Nissen fik dirigeret bolden i eget net til 1-1.
Anden halvleg
Efter pausen fortsatte Lyngby med at dominere, men akkurat ligesom i første halvleg, kom gæsterne bedst fra land. Et indlæg til bagerste stolpe blev sparket i kassen af Martin Agnarsson efter 53 minutter til 1-2.
De Kongeblå svarede igen med nye muligheder. Efter 55 minutter driblede Cornelius sig fri i feltet og fik plads til en afslutning, men sparkede over mål. Kort efter var Dani tæt på at snyde Killerich med et indlæg fra baglinjen, men målmanden fik vippet bolden over til hjørne.
Efter 61 minutter var det dog Aarhus Fremad som udbyggede føringen. Kasper Andersen fandt plads i mellemrummet og spillede Mathias Kubel fri i venstresiden. Han sparkede bolden sikkert ind i det lange målhjørne til 1-3.
Lyngby reducerede dog hurtigt. I det 69. minut sendte Cornelius en bold i dybden til Isak Þorvaldsson, som trak ind i feltet og spillede den hårdt på tværs til Dani. Han sparkede sikkert bolden i nettet til 2-3. Kort efter forsøgte Þorvaldsson selv med en afslutning i feltet, men Killerich fik reddet. Minuttet senere kombinerede Dani og Þorvaldsson flot og fandt Cornelius i feltet, men også her blev afslutningen reddet.
I det 76. minut fik Lyngby frispark i en god position, som Colyn gik til. Han sparkede første forsøg i muren, samlede selv op og forsøgte igen med venstrebenet – men også den afslutning blev blokeret. William Steindorsson var tæt på udligning tre minutter senere, da han driblede sig fri på kanten af feltet og afsluttede tæt forbi venstre stolpe. Derefter forsøgte både Langhoff og Mortensen med langskud, men begge blev blokeret.
I overtiden tilkæmpede Þorvaldsson sig et frispark lige uden for feltet. Dani tog sig af sparket og løftede bolden elegant over muren og ind til 3-3. En sand drømmeudligning, som fik tribunerne i gang.
Lyngby jagtede sejren i de døende sekunder, men gæsterne holdt stand, og kampen endte med pointdeling efter et opgør, hvor hjemmeholdet både var bagud med to mål og havde mulighederne for at tage alle tre point.
Kampfakta:
2´ 0-1 Magnus Kaastrup
35´ 1-1 Erik Nissen (Selvmål)
53´ 1-2 Martin Agnarsson
61´ 1-3 Mathias Kubel
69´ 2-3 Casper ‘Dani’ Winther (Isak Þorvaldsson)
90+2´ 3-3 Casper ‘Dani’ Winther
Tilskuerantal:
2953
Start 11:
1 Jonathan Ægidius (GK)
2 Oskar Buur
13 Casper ‘Dani’ Winther
14 Lauge Sandgrav
16 Johan Meyer
18 Jesper Cornelius
19 Gustav Fraulo
22 Peter Langhoff
24 Tobias Storm (65´gult kort)
25 Gustav Mortensen (45+2´ gult kort)
26 Frederik Gytkjær
Bænken:
21 Oskar Snorre (GK)
3 Django Warmerdam
6 Bror Blume (72´ ind i stedet for Sandgrav)
7 Simon Colyn (61´ ind i stedet for Colyn)
10 Isak Þorvaldsson (61´ ind i stedet for Gytkjær)
11 Magnus Warming
17 William Steindorsson (73´ ind i stedet for Cornelius)
20 Mathias Kaarsbo (90+6 ind i stedet for Dani)
35 Oliver Klemensen