Lyngby Boldklub tager i eftermiddag imod Aarhus Fremad, og træner Andreas Bjelland fortæller, at landsholdspausen er blevet brugt på at skabe relationer og nørde detaljer, så truppen står klar til kamp med ny energi og endnu flere detaljer bygget på det stærke fundament.
“Jeg ved godt, det lyder som samme plade, men det er fordi, at svaret på, hvordan vi slår Aarhus Fremad, er det samme, som det der skulle til sidste gang, nemlig at vi skal blive ved at gøre de ting, vi gør godt – og gøre dem endnu bedre. Vi har nørdet de detaljer, som vi synes, vi skal være endnu bedre til, men fokus er igen på os selv, selv om vi har stor respekt for vores modstander, så er det vores egen tilgang til kampen, vi igen har koncentreret os mest om. Vi skal gøre det på vores måde og ikke ændre en hel masse,” siger Andreas Bjelland om dagens kamp mod Aarhus Fremad og fortsætter om planen for at få en sejr på hjemmebane:
“Spillerne køber ind på, at de ting, vi gør i løbet af ugen, giver pote, når vi spiller kamp, men vi skal være chanceskabende, komme en masse med frem, være skarpe omkring deres felt og sætte mange pasninger sammen, sætte chancerne godt op og være boldbesiddende. Alle de ting, som jeg synes, vi har gjort godt det sidste lange stykke tid, det skal vi også gøre i dag.”
Da der var landsholdspause i kampkalenderen, valgte trænerteamet, at der skulle ske lidt andet i sidste uge, hvor der stod padel, saunagus og et par dage fri på skemaet, men også masser af træning i denne uge.
“Vi har en plan for hver eneste dag at bygge en lille smule mere på det gode fundament, vi har skabt og nørde de små detaljer, og det kan man intensivere i en landsholdspause, som vi netop har haft, og vi er fysisk et godt sted, så vi har ikke fået lov at træne ret meget fysisk, så det har været en balance i at bryde det hele lidt og arbejde på relationer på og udenfor banen. Det er også vigtigt med den gruppe her, som skal have lov at få en puster fra det hårde arbejde, de lægger for dagen,” siger Bjelland og fortsætter:
“De her små pauser giver virkelig noget – ikke at vi opfordrer dem til at gøre noget crazy, men det der frirum, hvor de taler om noget andet end fodbold, det er vigtigt. Vi er så meget i det – altså i fodbolden hele tiden, og vi har aldrig rigtigt tid til at dyrke relationerne udenfor fodbolden, og sådan er livet som fodboldspiller, men de skal ind imellem have lov at leve udenfor klubhuset også. Det break, sådan et par dage fri kan give, giver sultne spillere, når de møder ind mandag morgen, og det kunne vi virkelig mærke,” understreger han og uddyber:
“De har savnet træning og hinanden, og de har ny energi. Faktisk så meget, at vi både mandag og tirsdag skulle trække dem ind fra banen, så de kommer med en masse ekstra, og vores opgave har nærmest været at begrænse dem. Det er en trup, der er træningsvillige, og det gør det fedt for os at arbejde med.”
Kl. 15.00 er det endelig tid til kamp igen, og Andreas Bjelland ser frem til mødet med Lyngby Fans, som han håber også har savnet solskinssøndage på Lyngby Stadion.
“Jeg glæder mig til, at vi skal spille foran vores egne fans på stadion på en god bane, da det giver os gode muligheder for at spille den kamp, vi gerne vil, og jeg synes, at den gode gejst, vi har skabt sammen med lægterne, er blevet et stærkt samspil, som spillerne tager til sig på en god måde. Vi bliver honoreret for det, når vi scorer mange mål og spiller fremad, så det håber jeg, at tribunerne vil give endnu mere af i dag – men også gerne i de stærke forsvarsaktioner,” siger Andreas Bjelland og slutter med en lille opfordring:
“Vi taler hele tiden om at hente små procenter her og der, og den ekstra energi, spillerne kan få fra lægterne allerede i opvarmningen, den betyder noget. Det er en ung trup, der nyder godt af, at der står nogen bag dem og hepper på dem, så folk må meget gerne komme i god tid og varm stemmerne op, mens spillerne varmer op.”
Portene til Sparekassen Danmark Fanzonen åbner kl. 13.30, men fanbaren åbner allerede kl. 12.30.
Se mere om de sjove aktiviteter her og køb din billet på lbk.eventii.dk.
Truppen:
1 Jonathan Ægidius
2 Oskar Buur
3 Django Warmerdam
4 Luka Racić
6 Bror Blume
7 Simon Colyn
10 Ísak Snær Þorvaldsson
11 Magnus Warming
13 Casper Dani Winther
14 Lauge Sandgrav
16 Johan Meyer
17 William Steindorsson
18 Jesper Cornelius
19 Gustav Fraulo
20 Mathias Kaarsbo
21 Oskar Snorre
22 Peter Langhoff
24 Tobias Storm
25 Gustav Mortensen
26 Frederik Gytkjær
35 Oliver Klemensen