Der går ikke mange sekunder fra gæsterne træder op på den blå løber foran Sinatur Hotel Frederiksdal, til de første håndtryk og grin bryder luften. Nogen kommer alene, andre i par. Flere falder i snak allerede ved døren. Ned ad trappen mod kælderen bevæger strømmen sig, som om alle ved, hvor de skal hen.
I det lave rum begynder cellomusikken at kunne høres. Baren benyttes, og folk finder hinanden hurtigt. Ikke i rækker eller efter bordkort, men uformelt ved rundborde og på gulvet. Andreas Byder byder velkommen. Velkomsten er kort, mere en markering end en åbning, og så flytter aftenen sig videre.
Lysfesten er ikke en gallamiddag eller et netværksmøde forklædt som fest. Den er bygget til at blande folk, rykke hierarkier rundt og lade klub, erhvervspartnere, spillere og trænere dele rum på lige vilkår. Programmet er synligt, men ikke stift. Det bliver fulgt, men aldrig dikteret.
Fra kælder til forsamlingshus
Gæsterne bevæger sig ovenpå til næste lokale, hvor aftenen folder sig ud. Tre borde med små serveringer står klar, og en scene midt i rummet er sat op som et talkshow med to loungestole og lavt bord. Flere kalder det “Højlunds Forsamlingshus”, og det passer til formatet: samtaler frem for oplæg.
Fra scenen bliver gæster og klubfolk hentet op i korte samtaler. Der bliver stillet spørgsmål til spillere, talt om ungdomsarbejde, stadion og fællesskab. Det er uformelt, men styret nok til, at alle følger med. Latteren sidder løst flere gange, men der bliver også lyttet.
Et af de tydeligste øjeblikke opstår, da de nye spillere præsenteres. De bliver kaldt op enkeltvis, og i stedet for en “sig lidt om dig selv”-runde, vises videohilsner hjemmefra. Mor, søster, kæreste eller kammerat dukker op på lærredet. Der bliver stille i lokalet, ikke højtideligt, bare fælles.
Aftenen glider ud i relationer
Resten af tiden er ikke opdelt i sanserum eller oplæg. Nogle prøver lykkehjulet, som er opstillet i det ene hjørne, andre ser på modeltegningerne til det kommende stadion i det modsatte hjørne, og mange bliver stående i samtaler, der starter med en spiller og slutter med en aftale om at ses til kamp eller møde.Herfra er det ikke klubben, der styrer rummet – det er relationerne.
Det siger de om aftenen:
Martin Jürgensen – Tryg
“Jeg kom med for to uger siden og har allerede fornemmelsen af, at man bliver inviteret ind, ikke bare med. Det er ikke sådan et arrangement, hvor man står og tripper ved siden af nogen, man ikke kender. Spillerne gør en forskel. Når de sætter sig ved bordene og taler med folk, føles det som én klub – ikke klubben og spillerne i to lag”
“Jeg har selv spillet fodbold. Dengang fik man en øl efter kampen. I dag måler de alting. Men de unge har sult, gnist og mål – det kan jeg se, når jeg taler med dem. Det er fedt at møde nogen, der jagter det samme med nye vilkår”
Han bemærker også organiseringen:
“Der er lagt kræfter i det. Det kan man mærke, uden nogen siger det højt.”
Jesper Klæbel – Carl Ras
“Der er noget særligt ved at være en del af det her. Ikke fordi det handler om fodbold, men fordi Andreas (Byder) og hans folk kan skabe noget, hvor alle er lige. Der er en imødekommenhed og et værtskab, der ikke er posh – man skal ikke være andet end sig selv.”
Spillermødet overraskede ham positivt:
“Jeg blev slået af, hvor unge og tiltalende de er. Når jeg ser dem på banen fra tribunen, lægger jeg ikke mærke til de samme sider. I går stod de dér og virkede lidt forsigtige – og så ved jeg jo, at de kaster sig frygtløst ind i det, når de spiller. Man ser tydeligt forskel på deres baner.”
“De unge, der kommer hertil fra et andet land, bliver budt velkommen med videohilsner fra familie og venner. Man kan ikke undgå at blive ramt af det. Det kræver en indsats, og det er tydeligt, at klubben ser mennesket – ikke bare spilleren.”
Laura Andersen – Montagegruppen
“Jeg er ikke den store fodboldseer normalt,” og smiler ved erkendelsen. “Men det her netværk er særligt. Der er mange brancher blandet, og folk er til at snakke med – rigtigt.”
“Det er første gang, jeg er til Lysfest. Det er en anden måde at mødes på end på stadion eller til et erhvervsmøde. Når man får personlighed på spillerne, så ser man dem anderledes bagefter.”
Særligt videohilsnerne fra familierne gjorde indtryk:
“Det tog fusen på mig, faktisk. Jeg troede bare, de ville blive præsenteret, men så kommer der de der videoer fra familie og venner. Det siger virkelig meget om klubben, at de gør det på den måde. Det er ikke bare for syns skyld, man kunne mærke, det betød noget.
Lene Harders – Humantrust
“Jeg er lige kommet ind i netværket, og jeg har aldrig været på Lyngby Stadion før. Jeg var på Mallorca-turen med flere af dem for nylig, og derfor fik jeg kram, da jeg trådte ind i dag – ikke håndtryk. Det gør ret meget for, hvordan man går ind i sådan en aften”
“Det er tydeligt, at der er styr på tingene, uden at det bliver for stift. Man bliver ikke sat på plads eller parkeret ved et bord. Der er en ramme, men man kan bevæge sig, og folk blander sig helt naturligt. Og velkomsten fra Andreas (Byder) gjorde faktisk, at folk sænkede paraderne med det samme.”
“Jeg synes, det gør en forskel, at spillerne er der. Når man har hilst på dem og talt med dem, så får man noget personlighed koblet på klubben. Jeg skal helt sikkert på stadion nu.”
Aftenen slutter ikke med et punktum, men med aftaler, grin og nik, der fortsætter ud ad døren og ind i næste kamp, næste møde eller næste telefonsamtale.
