Lyngby Boldklub har fra september fået tilknyttet en ny medarbejder i økonomiafdelingen, hvor Brian Nyegaard er startet som økonomimedarbejder. Han skal bistå økonomichef Oliver Oldenborg, efter at bogholderiet er flyttet in-house. I første omgang er han i klubben én dag om ugen, mens han fortsat arbejder som regnskabsansvarlig hos Vita Media Group.
Brian har over 20 års erfaring med økonomi, afstemning og bogholderi og er vant til at have det fulde overblik i den daglige drift. Alligevel er det ikke tal alene, der har trukket ham mod stillingen:
“Regnskab er jo ikke altid superspændende – det kan være forholdsvis tørt. Det er mere de brancher, man er i, der kan være spændende. Jeg kan godt lide fodboldverdenen, og når produktet er spændende, så er det lidt federe. Det gør det her interessant.”
Fodbold er også en stor del af Brians liv uden for arbejdstiden. Han spiller i Lundtofte Boldklub og har tidligere optrådt i 2. division for FC Roskilde og Stenløse. Her bød karrieren også på et besøg på Lyngby Stadion i en kamp, der endte med en 4-3-sejr til De Kongeblå mod Brians FC Roskilde. Så trods et mindre godt minde fra stadion, glæder Brian sig til at skabe gode minder fremover.
Ud over fodbold bruger han fritiden på cykling, løb og skiture om vinteren, så længe der er plads til det på hjemmefronten.
“Jeg har siddet med regnskab, bogholderi og afstemning i mange år, så det har jeg nogenlunde styr på,” siger han med et glimt i øjet.
Velkommen til Lyngby Boldklub, Brian Nyegaard!