Ny transitionstræner klar for Lyngby Boldklub

Når de ældste og mest talentfulde akademispillere skal sluses ind på førsteholdet, får de hjælp til en smidig overgang og til at forme en god hverdag af en transitionstræner, og den 1. november tiltræder Kristoffer Johansen netop i den rolle for Lyngby Boldklub.

34-årige Kristoffer Johansen kommer fra en stilling hos FC København som Head of Education and Player Care, og når han den 1. november træder ind ad døren efter endt barsel, er det en spændt ny transitionstræner, der møder op.
”Jeg glæder mig helt vildt til at komme i gang. Lyngby Boldklub er en klub med stolte traditioner indenfor talentudvikling og en klub, der har opnået store ting med egen-udviklede spillere, så jeg glæder mig meget til at træde ind i huset og sammen med en masse dygtige kollegaer bidrage til det,” siger Kristoffer Johansen og fortsætter:
”Lyngby er stærkt forankret i toppen af talentudvikling i Danmark, og det bliver en fed opgave at få lov at bidrage til, at endnu flere Lyngby-drenge kommer hele vejen til seniorbold og forhåbentligt til igen at spille Superliga.”

Med en baggrund, der også tæller mange år som ungdomstræner hos FCK, som ansvarlig for fodboldlinjen på KIES og med en læreruddannelse i rygsækken, har Kristoffer Johansen mange kompetencer at trække på i arbejdet med spillerne.
”Jeg er heldig at have fået lov til at arbejde med nogle rigtigt dygtige spillere gennem årene og også på tværs af forskellige aldersgrupper, så jeg kommer med en baggrund i at skulle uddanne fremtidens professionelle fodboldspillere til en hylde i Superligaen og Europæisk fodbold, og min trænerbaggrund med mange timer på banerne og mit arbejde de sidste 5 år, hvor det har handlet meget om spillernes trivsel udenfor banen, håber jeg at bringe i spil i Lyngby,” slutter Johansen.

 

FLERE NYHEDER

Kampstart kl. 15.00: Se Lyngby Boldklub vs. FC Ararat-Armenia LIVE

Peter Langhoff solgt til Djurgården 

Lyngby Boldklub sikrer islandsk angriber på permanent aftale