U13, U14 og U15 leverede stærke præstationer til turnering i Gentofte

I weekenden deltog tre af klubbens akademihold i turneringen Nexus NextGen, der blev spillet på og omkring Gentofte Stadion. Det blev en weekend med masser af intensitet og flotte kampe – og både U14 og U15 kunne til sidst løfte pokalen som vindere i deres årgange.

U14-holdet leverede en stærk turnering, hvor de igennem hele weekenden viste gode offensive takter og masser af hårdt arbejde. Finalen mod Malmö udviklede sig til et drama, men med en flot indsats og mål på de rigtige tidspunkter sikrede drengene en 2-1-sejr og en fortjent førsteplads.

Hos U15 var der ingen tvivl om udfaldet i finalen. Lyngby-holdet spillede sig flot gennem turneringen og satte et overbevisende punktum i finalen mod Brøndby, som blev besejret 4-0 efter en helstøbt præstation, hvor både offensiven og defensiven sad i skabet.

U13 spillede også mange fede kampe undervejs og lavede godt med mål. I semifinalen mødte de et velspillende RB Leipzig hold, der desværre satte en stopper for endnu en finaleplads.

Alt i alt blev stævnet en stærk oplevelse for alle tre hold – med to førstepladser og masser af gode takter på de forskellige hold.

Stort tillykke til U14 og U15!

FLERE NYHEDER

Lejligheder søges

Storm skulderopereret

Cornelius solgt til IK Start