En tilfældig dag i Startblokken åbnede døren til et job i Transocean Sport. Her bygges Lunas selvtillid op én ketcher ad gangen, og viser en vej for andre unge uden for arbejdsmarkedet.
Maskinen summer i baglokalet hos Transocean Sport. En nylontråd glider gennem et lille hul på en badmintonketcher. På gulvet står Luna med høretelefoner på og hænderne fulde af badmintonstreng. Hun arbejder koncentreret og præcist. Bevægelserne er rutinerede, næsten meditative.
“Ja, jeg står her og strenger op,” siger hun uden at kigge op. “Jeg er her to dage om ugen. Mandag og onsdag, og nogle gange en ekstra dag, hvis jeg har overskud. Jeg har energimangel.”
Hun smiler kort, mens ketcheren drejes rundt i maskinen:
“Det fede ved at strenge op er, at jeg kan stå og høre musik og være i min egen verden. Jeg er bygget til at lave den samme ting igen og igen. For mig er det bedste arbejde det, der ikke dræner energi. Jeg kan zoome ud og stadig lave et godt arbejde”
Et fællesskab, der greb hende
For halvandet år siden stod Luna uden for arbejdsmarkedet. Hun havde forladt skolen og havde dårlige erfaringer med aktiveringstilbud. “Jeg startede i Startblokken, fordi jeg havde stoppet i skolen. Det passede ikke mig, og det blev for meget. Jeg sad i en situation, hvor jeg tænkte, skulle jeg gå ind i aktivering igen? Og det havde jeg ikke haft så god erfaring med. Så valgte jeg at prøve Startblokken.”
Hun oplevede en anden kultur end på skolebænken: “I skolen, hvis man kommer to minutter for sent, får man fravær. Men i Startblokken kunne jeg komme en time for sent og stadig være velkommen. De siger bare: ‘Yay, du er her!’ og det føltes fedt. Man kan også tage hjem igen, hvis man ikke har energien. Man føler sig ikke fanget.”
Det gav hende modet til at møde op, selv på de svære dage. “Man kan stadig føle, at man er en del af fællesskabet, selvom man ikke deltager fuldt ud. Det var ikke nødvendigvis sporten, der var det sjoveste, men mere fællesskabet. Hvis man er kronisk træt, kan det være svært at komme udenfor døren. Men man kan stadig være der og få noget socialt uden at der bliver stillet krav.”
Fra skoindkøb til job
Hun fortæller, at vejen til Transocean Sport begyndte med noget så banalt som et par sko. “Vi var egentlig bare ude for at købe nogle sko. Mine sko var ved at falde fra hinanden. Så blev jeg spurgt, om jeg ville prøve at hjælpe herude – og så startede jeg stille og roligt.”
Det var et match. “Det er bedre at starte stille og roligt op med timerne. Så kan jeg sige, at jeg faktisk kan arbejde flere timer, fremfor at lægge for mange timer på fra starten.”
Hun beskriver sin arbejdsstil med et grin: “Jeg er mest komfortabel med at blive behandlet som en Sims-karakter. Så behøver jeg ikke at tænke. Hvis jeg får for mange muligheder, sidder jeg fast. Giv mig en opgave og hvordan den skal laves, så kan jeg gøre det uden angst eller tvivl.”
”Power-saving mode”
Hos Transocean Sport er hendes rutine nu fast: mellem fire og syv ketchere om dagen.
“Det er fint for mig, at arbejdet er repetitivt. Det dræner ikke energi. Det er forskellen på at løbe og at kigge på et løb. Jeg kan være i power-saving mode og stadig være produktiv,” siger Luna. “Når man arbejder med næsten ingen energi fra starten, kan man stadig være produktiv uden at køre sig selv ud. Så kommer man hjem og kan stadig fungere.”
Morten Plougmann, ejer af Transocean Sport, stiller sig hen overfor Luna, og begynder at strenge en tennisketcher op. Han lægger ikke skjul på, at Lunas måde at være i butikken på har værdi:
“Det er jo tydeligt at mærke på Luna, hvis det er en lidt dårlig dag,” siger han. “Så er det høretelefoner på, og hun passer sig selv. De gode dage er hun med i jokes og fællesskabet. Begge dele er okay, og det er en kæmpe værdi for os.”
Han smiler og retter på strengene i tennisketcheren. “Det giver en ret god stabilitet at have Luna her. Hun er en solid stolpe i vores ugelige arbejde. Vi tjekker ikke engang hendes ketchere mere – det er en skjult ros i sig selv.”
Luna smiler skævt til kommentaren. “Intet nyt er godt nyt,” siger hun. “Hvis ingen siger noget, betyder det, at jeg har gjort det rigtigt.”
Selvværd og små skridt
“Jeg har mødt op og lavet noget produktivt. Det bygger selvværd op,” siger Luna. “Det gør det nemmere at starte på andre ting. Det er lidt som man siger, den dårlige spiral eller den gode spiral. Hvis man først er kommet i gang, så kan man fortsætte. For mig har Startblokken været med til at give momentum. Jeg kom mere ud, fik en struktur og mødte ind til et fællesskab.”
For første gang har hun også økonomisk luft. “Første gang i mit liv har jeg en ordentlig opsparing. Jeg er ikke længere fanget i, at min kæreste betaler. Jeg har mere frihed til selv at vælge. Selvfølgelig skal man ikke være impulsiv, men nu er der lighed,” siger hun.
En bro til fremtiden
Selvom hun er blevet en fast del af Transocean Sport, er hun stadig forbundet til Startblokken. Hun kommer forbi en gang imellem og kan mærke, hvordan fællesskabet har løftet hende. “Det var fedt, at man kunne komme, selv om man havde en dårlig dag eller kom for sent. Det gjorde ikke, at man blev mindre en del af familien. Det bryder det dårlige mønster. Så får man startet op, og sandsynligheden for en bedre dag i morgen bliver større.”
Hun binder en sidste knude, klipper overskydende tråd af og lægger ketcheren på stakken. Maskinen summer videre i baggrunden. “Jeg tager det stille og roligt. Forhåbentlig kan jeg fortsætte her,” siger hun.
Startblokken – Idrætten Skaber Livsbaner er støttet af Grundfos Fonden, Spar Nord Fonden, Det Obelske Familiefond, Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse og af midler fra EU.
