U19 i målrigt drama mod FC Midtjylland

Det hører til sjældenhederne, at der scores et tocifret antal mål i U19-ligaen, men i lørdags skete en undtagelse, da U19 tog imod FC Midtjylland hjemme på Lundtoftevej. Hele elleve gange fandt bolden vej til nettet, og kampen udviklede sig til et sandt drama over de 90 minutter. Lyngby trak sig sejrrigt ud af opgøret med cifrene 6-5.

Opgøret begyndte skidt for Lyngby, der hurtigt kom bagud 0-2. Inden pausen havde de dog vendt kampen og bragt sig foran 3-2. Jakob Sigurdsson reducerede først fra pletten til 1-2. Kort efter var han i oplæggerens rolle, da han forlængede en bold med hovedet til William Brink, der samlede op og flugtede den flot i mål fra kanten af feltet på sin førsteberøring. Kort efter var det William Brinks tur til at agere oplægger. Han trak ind fra kanten af feltet og slog et indlæg til bagerste stolpe, hvor Jonathan Adebeci kunne sende bolden i nettet til 3-2.

I anden halvleg blev opgøret vendt flere gange. Midtjylland scorede to gange, før Jakob Sigurdsson med en flot afslutning fra distancen udlignede til 4-4. Kort efter kom gæsterne dog atter foran, og de kongeblå måtte satse på et sent comeback for at få point med fra kampen. Det lykkedes heldigvis efter to stærke individuelle aktioner. Først sendte Hjalte Froholdt et langskud i nettet efter et flot træk ind i banen fra venstre side. I kampens sidste minutter fandt Noah Krucow med et præcist cutback U19-debutanten Oscar Wind, der sikkert satte sejrsmålet ind.

En vanvittig afslutning på et intenst drama og en yderst underholdende fodboldkamp, som heldigvis endte med en Lyngby-sejr.

FLERE NYHEDER

Akademi camp i uge 7

Sparekassen Danmark forlænger og bliver hovedpartner

Flot nytårskur for klubbens partnere