Søndag kl. 15.00 tager Lyngby Boldklub imod HB Køge på Lyngby Stadion, og træner Andreas Bjelland ser frem til at mærke suset fra de kongeblå på lægterne igen.
”Vi hier allesammen efter en hjemme-sejr, og det lyder dumt at sige, når vi ikke har fået pointene i kampene på Lyngby Stadion, men jeg synes, vi har spillet noget af det bedste fodbold, vi har spillet, netop på hjemmebane, og det skal vi tage med ind på banen i morgen og vise Lyngby Fans, at vi vil og kan i alle 90 minutter,” siger Andreas Bjelland, der fortsætter:
”Hvis jeg kigger på Hobro-kampen, som var mere lige, så fik vi skabt rigtigt mange chancer, især i den sidste halve time, så derfor skal vi ikke ændre en hel masse, men derimod holde fast i at gøre de ting, vi har gjort godt og gøre det endnu bedre. Og så er den store forskel, at den gamle, vores kære Gytkjær, også er begyndt at sparke dem i kassen, og det giver os noget ekstra.”
Forud for kampen mod Hobro måtte trænerne disponere lidt anderledes over truppen, da flere havde haft maveproblemer, og de måtte se bort fra Ísak Snær Þorvaldsson, der blev far aftenen før. Til kampen mod HB Køge er udfordringen en anden.
”Vi har jo et eller andet sted et luksusproblem, for næsten alle er klar og fit, og vi skal vælge dem, vi tror, kan vinde kampen for os, men ikke kun dem, der skal være med fra start, for vi tror også, at der ligger rigtigt meget i, at vi har været skarpe den sidste halve time, når vi har haft noget at skyde ind på banen til sidst, så det er en fordel, at der også sidder stærke kort, som er klar til at komme ind,” siger Bjelland og fortsætter:
”Når det er sagt, så har vi 3 kampe på 6 dage, så alle kommer i kamp og skal holde sig klar til at bidrage og vise sig frem, men lige nu er den vigtigste kamp den i morgen, og det er den, der er fokus på.”
HB Køge ligger før rundens kampe på en 10. plads, men kun med 5 point op til Lyngby Boldklub på 2. pladsen.
”Vi møder et Køge-hold, der har set fornuftige ud, og de kommer med et hold, der har mange unge spillere, som dog har spillet sammen i rigtigt mange år, og det begynder de at høste frugterne af, men jeg synes også, vi har mange ting, der kan gøre ondt på dem, og vi er favoritter til at vinde,” slutter Andreas Bjelland.
Der er kampstart kl. 15.00, og portene åbnes kl. 13.30 til Sparekassen Danmark Fanzonen, hvor der som altid er sjove aktiviteter for store og små.
Køb din billet på lbk.eventii.dk
Er du under 14 år, kan du melde dig ind i vores børnklub, De små vikinger, og få gratis entre til alle vores hjemmekamp. Klik her.
Truppen:
1 Jonathan Ægidius
2 Oskar Buur
3 Django Warmerdam
4 Luka Racic
6 Bror Blume
7 Simon Colyn
10 Ísak Snær Þorvaldsson
11 Magnus Warming
13 Casper Dani Winther
14 Lauge Sandgrav
16 Johan Meyer
17 William Steindorsson
18 Jesper Cornelius
19 Gustav Fraulo
20 Mathias Kaarsbo
22 Peter Langhoff
24 Tobias Storm
25 Gustav Mortensen
26 Frederik Gytkjær
31 Anton Mayland