Karlsen takker af: ”Ærgerlig over det slutter her”

Cheftræner Morten Karlsen stopper i Lyngby Boldklub, da klubbens ledelse har valgt af afslutte samarbejdet knap et år før kontraktudløb.

Morten Karlsen er ærgerlig over beslutningen:

”Jeg vidste godt, der ventede en stor opgave, da jeg trådte ind i huset sidste sommer, med de ambitioner og visioner klubben havde. Det var en stor opgave efter en periode med mange cheftrænere og stor udskiftning, men også en fed udfordring. Den er jeg ked af ikke at få lov at køre i mål.”

”Jeg synes, jeg og mit team er lykkes med at få de unge tilbage på holdet og skabe et tydeligt link til vores akademi. Det var en af de helt centrale opgaver, da jeg tiltrådte. Så havde vi en nedrykning og en stor udskiftning igen denne sommer, hvor vi også skulle ændre spillestilen. Den proces, synes jeg, var undervejs, så jeg er selvfølgelig ærgerlig over, at det slutter her, og jeg er selvfølgelig ikke enig i beslutningen, men sådan er det,” fortæller Morten Karlsen og uddyber:

”Selvom jeg da også gerne ville have haft flere point, så synes jeg, holdet er gået fra primært at skulle stå og forsvare eget felt til, at man nu kan kende Lyngbys DNA igen, og eksempelvis er det hold i 1.division, der kommer mest i modstanderens felt. Så jeg synes måske, forventningerne har været urealistiske til, hvad vi kunne nå at skabe.”

”Jeg har følt opbakningen hver dag fra spillerne og klubben og de ansatte i huset, og jeg vil gerne takke for et fantastisk kollegaskab, det kommer jeg virkelig til at savne,” fortæller Morten Karlsen.

Morten Karlsen nåede 42 kampe i spidsen for Lyngby Boldklub, hvilket kastede 9 sejre, 15 uafgjorte og 18 nederlag af sig. Han stopper mens Lyngby-holdet er på 5. pladsen i 1. division med 12 point for 8 kampe.

FLERE NYHEDER

A-holdet vender hjem med selvtillid i bagagen

U16 og U18 imponerer i Philadelphia

På Cypern trænes også det mentale