Lauge Sandgrav tildelt ekstra karantænedag 22 timer før kamp

Lyngby Boldklub har her til eftermiddag – 22 timer før kampstart mod Middelfart – fået besked om, at midtbanespiller Lauge Sandgrav har fået tildelt yderligere en spilledags karantæne.

Det er 10 dage siden, at Lauge Sandgrav blev udvist med to gule kort i kampen mod Hillerød.

Alligevel har DBUs Disciplinærinstans i dag valgt at se på en tillægsstraf til midtbanespilleren og på baggrund af dommerens indberetninger fra kampen valgt at tildele yderligere 19 karantænepoint for at sparke til en holder med drikkedunke.

Dette betyder i praksis, at Lauge Sandgrav har karantæne i morgen, når Lyngby møder Middelfart på udebane.

Afgørelsen skaber stor utilfredshed hos Lyngby Boldklub, og adm. direktør Andreas Byder er forarget over timingen i afgørelsen:

”Det er ubegribeligt, at sådan en afgørelse kan falde 22 timer før en vigtig kamp i 1. division. Det er grænsende til det amatøragtige, og der må ske ændringer i måden instansen arbejder. Vi konstaterer også, at det har taget Disciplinærudvalget tre dage – fra den 25/8 til den 28/8 – at behandle en anke fra et Superliga-hold, men 10 dage at finde ud af at Lauge sparkede til nogle dunke foran fire officials.”

”Det må være muligt at lave nogle deadlines og forældelsesfrister, så man kan behandle sagerne fair, men også med respekt for afviklingen af kampe, så spillere og trænere har mulighed for at forberede sig. Det har været svært for Lauge personligt og for trænernes planlægning at forberede sig ordentligt med den her sag hængende over hovedet” fortæller Andreas Byder.

Lyngby Boldklub fik kendskab til sagen i tirsdags – syv dage efter kampen – og har flere gange i ugen forsøgt at få telefonisk kontakt til Disciplinærinstansen for at få et indblik i, hvornår en eventuel afgørelse ville falde og præcis hvad man ønskede redegørelse for. Det har dog ikke været muligt at få kontakt før fredag, hvor instansen i øvrigt intet kunne oplyse.

Få timer efter faldt afgørelsen, og da sagen ikke kan ankes er Lauge Sandgrav definitivt spærret til morgendagens kamp.

Lyngby Boldklub vil nu tage praksis op til drøftelse i alle relevante instanser.

FLERE NYHEDER

Lyngby-talenter vender hjem fra USA med topplaceringer

Lyngby Boldklub søger flere kontrollører

A-holdet vender hjem med selvtillid i bagagen