Startblokken i Lyngby vokser

En uge med grin på banen, ansvar i klubben og et nyt tilbud til +30 årige viser, at Startblokken i Lyngby er i rivende udvikling.

Fodbold og fællesskab
Der kæmpes, grines og heppes, når Startblokkens deltagere tirsdag middag træder ind på grønsværen ved Lyngby Stadion. Selv når bolden driller, er humøret højt:
“Bolden er ikke venner med mig, og jeg er ikke venner med den. Men det er nu meget sjovt alligevel” lyder det fra grinende fra en af deltagerne mellem træningsøvelserne.
Ordene rammer på mange måder kernen i Startblokken. Her er der plads til alle, uanset om man er rutineret eller først lige har lært at sparke til en bold. Det handler ikke om at være den bedste, men om at være med. At være sammen, dele grinene, fællesskabet og oplevelsen af at høre til i et trygt rum.

Et nyt kapitel for Startblokken
Tidligere på dagen bliver der også skrevet et vigtigt nyt kapitel. I samarbejde med Danmarks Idrætsforbund og Lyngby-Taarbæk Kommune beslutter man at udvide indsatsen til også at omfatte borgere over 30 år. Allerede i september begynder de første opstartssamtaler, og målet er at give endnu flere muligheden for at bruge idræt og fællesskab som springbræt til job og uddannelse.

Bag kulisserne i klubben
Det er ikke kun på banen, at deltagerne lærer nyt. I løbet af ugen hjælper de til bag kulisserne i Lyngby Boldklub, hvor de trykker spillertrøjer og pakker webshop-ordrer. Det giver et lille indblik i, hvordan hverdagen i en professionel klub kan se ud, samt hvordan samarbejde og ansvar kan bruges uden for banen.

Brobyggerne på farten, deltagerne tager ejerskab
Midt på ugen rejser brobyggerne Daniel og Tue til Aarhus for at sparre med AGF’s nyopstartede Startblokken-hold. Men selv uden deres faste tovholdere mødes deltagerne i Lyngby som planlagt. Torsdag spilles der padel, og selv om det er Tue, der sætter rammen, møder deltagerne op på eget initiativ for at dyrke fællesskabet.

Med grin på banen, ny målgruppe på vej og samarbejde på tværs af landet står Startblokken i Lyngby stærkt. Projektet viser, at idræt er meget mere end sport. Det er et frirum, et netværk og et sted at finde troen på, at næste skridt i livet er muligt.

“Startblokken – Idrætten Skaber Livsbaner” er støttet af Grundfos Fonden, Spar Nord Fonden, Det Obelske Familiefond, Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse og af midler fra EU.

FLERE NYHEDER

A-holdet vender hjem med selvtillid i bagagen

U16 og U18 imponerer i Philadelphia

På Cypern trænes også det mentale