De Kongeblå fik en god start på opgøret og kom tidligt foran ved Gustav Fraulo, men gæsterne udlignede inden pausen og vendte kampen i anden halvleg, hvor Lyngby spillede med ti mand i den afsluttende fase.
Første halvleg
Lyngby Boldklub lagde fra land med højt tempo og skabte allerede i kampens første minutter store muligheder. I det første minut var Gustav Fraulo tæt på, da Mortensen fandt ham med et indlæg skråt tilbage i feltet, men afslutningen strøg snært forbi venstre stolpe. Kort efter kombinerede De Kongeblå flot, hvor Buur erobrede bolden og fandt Colyn, som spillede Gytkjær fri. Hans indlæg blev clearet, men Bror Blume fulgte op med et forsøg på flugter, som gik tæt forbi mål.
I det 9. minut var Colyn selv tæt på, da han trykkede af fra kanten af feltet, men Hillerøds målmand Adrian Kappenberger reddede. Få minutter senere lykkedes gennembruddet: Blume drev bolden frem og fandt Fraulo med en fantastisk lobbet aflevering ind bag Hillerød forsvaret, og Fraulo flugtede sikkert bolden i nettet til 1-0.
Kort efter fik Lauge Sandgrav kampens første advarsel for en tackling. Hurtigt efter viste han sin kreativitet med en flot aflevering bag Hillerød-forsvaret, der sendte Mortensen afsted. Backen fandt Gytkjær foran mål, men afslutningen sad desværre ikke. Presset fortsatte, og både Sandgrav og Buur havde forsøg kort efter, men uden gevinst.
Mod spil og chancer udlignede Hillerød i det 28. minut på deres første mulighed. Et indlæg fandt Justinussen bagerst i feltet, hvor han headede bolden ind til 1-1.
Lyngby fortsatte dog med at skabe chancer. Colyn var tæt på med et dribletogt og afslutning i sidenettet. Kort før pausen udviste Ægidius stor opmærksomhed, da han kom i vejen for en frispilning, og dermed gik holdene til pause med stillingen 1-1 efter en underholdende halvleg.
Anden halvleg
2. halvleg startede stille. Men i det 60. minut var Fraulo tæt på at bringe De Kongeblå i front, da han blev spillet fri af Isak, som var kommet på banen få minutter forinden, men Adrian Kappenberger reddede. Seks minutter senere forsøgte Fraulo sig igen, denne gang fra distancen, og kun en refleksredning tippede bolden over mål.
I det 74. minut fik Oskar Buur, Lyngby fansene op fra sæderne med et kraftfuldt forsøg fra distancen, men desværre gik forsøget forbi.
Kampen tog dog en dramatisk drejning minuttet efter da Lauge Sandgrav modtog sit andet gule kort og dermed måtte forlade banen. To minutter senere slog gæsterne til, da en tværaflevering i feltet fandt Lucas Bøje Larsen, som sparkede Hillerød foran 1-2.
Lyngby jagtede udligningen trods undertallet: Ivancevic forsøgte sig med et langskud, og Tobias Storm fik kort efter sin afslutning blokeret fra det efterfølgende hjørne. I overtiden fik også gæsterne en udvisning, da Saman Jalaei modtog sit andet gule kort, og Lyngby pressede på i de døende minutter.
Dani sendte frisparket fra kanten af feltet ind i muren, og Steindorssons opfølgning blev også blokeret, inden Isak i de sidste sekunder var tæt på udligningen. Islændingen kom først på bolden i feltet, men Hillerøds målmand stod i vejen for en sen udligning.
Reaktion:
Cheftræner Morten Karlsen var skuffet og frustreret efter kampen, hvor effektiviteten foran mål manglede.
”Det fylder, at vi spiller så gode første 30 minutter og ikke får stukket kniven ind og får gjort det til både 2 og 3-0. Vi har store nok chancer, og det er jeg ærgerlig over. At vi ikke omsætter alle de chancer, vi har. Den effektivitet vi havde i Kolding, den havde vi ikke i dag. Og når vi ikke lykkedes med at lukke kampen ned, så holder vi en dør åben for modstanderne, og den udnytter de på deres første chance, og det er desværre præmissen,” siger han og fortsætter:
“Vi starter med 30 gode minutter, hvilket også tager en del energi, og derfor skal vi være skarpe og dræbe den energi, der er i Hillerød langt tidligere ved at få scoret de mål, så vi ikke ender, hvor vi gør. Den kynisme, vi havde i Kolding, den kan jeg ikke forstå, at vi ikke har her, og det er det, der sidder mest i mig, at vi skal have fundet ud af at forløse det i en relativ ny og ung gruppe.”
Og netop en af de unge spillere Lauge Sandgrav blev sendt i bad med 15 minutter igen.
“Lauge spiller med hjertet uden på Lyngby-trøjen, og det er, hvad der kan ske, når man gør det. Både vores fans på tribunen og alle i huset har tilkendegivet deres støtte til ham, og det viser det sammenhold, vi skal bruge for at rejse os.”
14′ 1-0 Gustav Fraulo (Assist: Bror Blume)
Tilskuertal: 2869
2 Oskar Buur
5 Mihajlo Ivančević
6 Bror Blume
19 Gustav Fraulo
22 Peter Langhoff
24 Tobias Storm
25 Gustav Mortensen
26 Frederik Gytkjær
16 Johan Meyer (79′ ind i stedet for Buur)
17 William Steindorsson (79′ ind i stedet for Fraulo)
29 Nikolai Baden