Simon Colyn landede mandag morgen på Lundtoftevej, og den canadiske offensivspiller er klar på den opgave, der venter i Lyngby Boldklub.
Den 23-årige canadier var mandag rundt i klubhuset, og han glæder sig til at blive en del af hverdagen hos Lyngby Boldklub.
”Jeg har nogle venner, der har spillet i Danmark, så jeg har spurgt lidt rundt og fået en god fornemmelse af, hvordan ligaen er, hvad det kræver, og hvordan Lyngby er som klub, og indtil nu har alt kun været positivt. Der er blevet taget rigtigtig godt imod mig,” siger Simon Colyn, der de seneste fire år har spillet i Holland, hvor han kom til fra hjemlandet Canada.
Colyn kommer for at bidrage til missionen om oprykning til Superliga, og han fortæller selv, at han er en mulighedssøgende spiller.
”Jeg er en spiller, der godt kan lide at skabe muligheder og chancer, og jeg kan godt lide at spille hurtigt frem af banen. Så stærkt som muligt helst, så vi kan skabe spænding på den sidste tredjedel,” fortæller han og fortsætter:
”Der er kun ét klart mål for Lyngby Boldklub i denne sæson, og det er også mit. Superliga. Det er det, jeg er kommet for at bidrage til, og det var faktisk ikke en svær beslutning at tage hertil, for jeg blev præsenteret for en ambitiøs plan. For mig og for holdet,” fortæller han og slutter:
”Jeg har gennem længere tid haft en virkelig god dialog med trænere og ledere i Lyngby, og det gør mig helt tryg ved, at jeg har truffet den rigtige beslutning, og jeg er så klar til at trække i støvlerne og blive en del af Lyngby Boldklub og møde klubbens fans, som jeg også har hørt meget godt om.”
Den første mulighed for at se Simon Colyn i kamp er på lørdag ude mod Kolding IF, når han første gang kan komme i spil til at trække den kongeblå-trøje med nummer 7 over hovedet.