Vendsyssel FF lejer Adam Vendelbo

22-årige Adam Vendelbo bliver lejet ud til Vendsyssel FF i 2. division for resten af sæsonen.

Vendelbo, der gør sig i offensiven, har haft lidt svært ved for alvor at bide sig fast i kamptruppen på førsteholdet, og i jagten på mere spilletid går turen nu til det nordjyske. I Vendsyssel FF får unge Vendelbo et kendt ansigt som cheftræner i form af den tidligere Lyngby-akademi og assistenttræner Mads Kristensen.

Beslutningen er fuldt i tråd med den sportslige strategi om førsteholdsspilletid til talenterne og sommerens plan om at slanke truppen – og sportschef Nicas Kjeldsen er glad for løsningen:

”Adam er en god og talentfuld spiller, som mangler flow for at få sit endelige gennembrud som fodboldspiller. Derfor er vi glade for, at vi kan sende ham til Vendsyssel i den kommende sæson, hvor vi ved der er en dygtig træner, der kender ham indgående, ved hvad han kan bidrage med og hvor han står til at få en større rolle” siger sportschef Nicas Kjeldsen,

”Vores egne unge laver vi gerne lidt længere kontrakter med, og vi ser fortsat et perspektiv i Adam på den lange bane. Nogle af de unge finder tidligt en vej ind på førsteholdet, mens andre kommer ind ad omveje. Derfor er det vigtigt, at han nu kan tage til Vendsyssel og blive en bærende spiller, få mange flere kampminutter i benene og derigennem fortsætte sin positive udvikling” fortæller Nicas Kjeldsen.

Adam Vendelbo kan allerede onsdag aften komme i aktion for Vendsyssel FF, der spiller pokalkamp mod AaB.

FLERE NYHEDER

Cornelius solgt til IK Start

Åben træning: Vær med fra start på Lyngbys nye kvindeseniorhold

Q&A med Mikkel og Bjelland