1-1 mod B.93

Fredag aften bød på sæsonens første hjemmekamp, da Lyngby Boldklub tog imod B.93 i sommervarmen på Lyngby Stadion. En første halvleg, hvor gæsterne desværre kom foran, blev fulgt op af en modreaktion efter pausen, hvor De Kongeblå viste både kvalitet, vilje og et intenst pres, der resulterede i en fuldt fortjent udligning og flere gode chancer for at tage alle tre point.

Allerede i det fjerde minut måtte Hebo tage et gult kort efter en tackling på B.93’s Kristaps Grabovskis, og det satte tidligt en fysisk tone for kampen. Kort tid efter viste Oskar Buur sig frem i højresiden, hvor han drev bolden langs kanten og sendte et præcist indlæg, som fandt Lauge Sandgrav til en flugter bagerst i feltet. Flugteren manglede desværre præcision og strøg over mål.

B.93 havde flere farlige forsøg, inden det i det 32. minut blev 0-1. B93’s Fisnik Isaki sparkede resolut bolden fladt i det venstre målhjørne uden chance for Ægidius. Kort før pausen måtte Ægidius træde til med en stærk redning, da B93’s Carl Björk stod fri tæt på det lille målfelt og sendte en afslutning afsted. Heldigvis holdt keeperen stand, og holdene gik til pause med 0-1 på tavlen.

En anden energi til 2. halvleg

Til anden halvleg blev Hebo erstattet af Ísak Þorvaldsson, og det skulle vise sig at være et stærkt træk. Allerede kort efter pausen kombinerede Sandgrav og Buur sig fri i højresiden, hvor bolden endte hos Ísak tæt ved det lille målfelt. Han trykkede af første gang, men forsøget sneg sig snært forbi den højre stolpe.

Derfra tog Lyngby Boldklub for alvor kontrol over kampen. Fraulo forsøgte sig udefra, Langhoff samlede en løs bold op og fyrede af, og Mortensen fandt Fraulo med et fladt indlæg, som resulterede i et pareret forsøg fra B.93’s målmand Vaporakis, men i det 71. minut kom belønningen.

Målet faldt efter en opspilssekvens, der begyndte med en lang og præcis bold fra Ægidius, som havde set Gytkjær tage løbet i dybden. Gytkjær kæmpede sig frem i en tæt duel med B.93’s målmand, som ikke kan få clearet ordentligt, og bolden dumpede ned midt i feltet. Her var Þorvaldsson vågen og først over den, og med en kontrolleret afslutning sendte han bolden i nettet til stor jubel fra tribunerne.

Efter udligningen gik De Kongeblå benhårdt efter sejren. Fraulo spillede en god stikning i dybden til Buur, som desværre ikke fik sendt indlægget præcist nok afsted. Kort efter var det Gytkjær, Ísak og Mortensen, der kombinerede, og Þorvaldsson kom frem til to gode afslutninger i samme sekvens, men begge afslutninger blev blokeret.

Tobias Storm leverede en vigtig defensiv aktion under en B.93-kontra og fik sat en stopper for en farlig omstilling med en stærk tackling, der fik fansene op fra tribunerne. I kampens slutfase blev Warming og Rolland sendt på banen, og netop Warming satte straks sit præg. Han blev spillet fri i højresiden og lagde et præcist indlæg ind i feltet, hvor Bror Blume kom først på bolden og fik afsluttet. Desværre måtte vi også se dette forsøg reddet.

I tillægstiden fik Gustav Mortensen et gult kort efter et skub i ryggen, og kampen endte 1-.1.

Reaktion fra Karlsen:
Cheftræner Morten Karlsen siger om aftenens kamp:
”Jeg er meget ærgerlig over resultatet, men jeg er ikke skuffet over indsatsen. Jeg så ikke nogen, der gav op. Jeg så et hold, der ville det til sidste fløjt. Vi gik efter at skulle tage en sejr, men det bliver 1-1, fordi vi løfter os på det forkerte og bliver trukket ud af position på deres mange pasninger, hvilket vi får rettet til i pausen. Vi får sat en fin anden halvleg sammen, men vi skal vel egentligt også være glade for, at vi ikke er bagud med 2-0 ved pausen,” siger cheftræneren og fortsætter:
”Vi mangler fortsat flere referencepunkter i det system, vi spiller i, og det kommer jo kun, når vi får spillet flere kampe, så jeg er tilfreds med, at vi får drejet kampen derover, hvor vi gerne vil og får lavet et hav af indlæg og er dominerende på det fysiske og det spillemæssige og faktisk også i strukturen. Men selvfølgelig utilfreds og ærgerlig over resultatet.”

Højdepunkter:
Se kampens højdepunkter på vores youtubekanal her. 

Kampfakta: 1-1
32′ 1-0 Fisnik Isaki
71′ 1-1 Ísak Snær Þorvaldsson

Tilskuertal: 3.288

Start 11:
1 Jonathan Ægidius (GK)
2 Oskar Buur
5 Mihajlo Ivančević
8 Mathias Hebo (4′ gult kort)
14 Lauge Sandgrav
18 Jesper Cornelius
19 Gustav Fraulo
22 Peter Langhoff
24 Tobias Storm
25 Gustav Mortensen (′93 gult kort)
26 Frederik Gytkjær

Bænken:
21 Oskar Snorre (GK)
4 Baptiste Rolland (86′ Ind i stedet for Ivančević)
6 Bror Blume (69′ Ind i stedet for Cornelius)
10 Ísak Snær Þorvaldsson (45′ Ind i stedet for Hebo)
11 Magnus Warming (86′ Ind i stedet for Gytkjær)
16 Johan Meyer
17 William Steindorsson
20 Mathias Kaarsbo
29 Nikolai Baden

FLERE NYHEDER

Cornelius solgt til IK Start

Åben træning: Vær med fra start på Lyngbys nye kvindeseniorhold

Q&A med Mikkel og Bjelland