Uafbrudt siden 1946 har Lyngby Boldklub og Johannes Fog A/S haft et stærkt parløb, og nu fortsætter partnerskabet, så vi sammen kan fejre 80 års godt ægteskab til sommer.
Forretningsdirektør hos Johannes Fog A/S, Søren Kroer var aldrig i tvivl om, at aftalen skulle forlænges, og at der fortsat skal stå Fog på spillernes shorts:
”Hos Johannes Fog fandt vi det som det mest naturlige at forlænge vores partneraftale med Lyngby Boldklub. Vi holder i længden, og det samme gør Lyngby Boldklub. Vi har været stolt sponsor i rigtig mange år, og vi glæder os til også i den kommende sæson at heppe på lægterne og naturligvis følge klubben tilbage til Superligaen, hvor klubben hører til,” siger han og fortsætter:
“Stor ros og anerkendelse til alle i og omkring klubben for altid at gøre det til en fed oplevelse at se kampe eller deltage i alle de spændende aktiviteter som foregår, også uden for banen. Herfra skal der bare lyde et højt FORZA Lyngby.”
Lyngby Boldklubs Chef for Partnerskaber Rikke Baden sender en varm tak for den fortsatte opbakning til Johannes Fog.
“Vi har haft snart 80 års godt ægteskab med Fog, og hver eneste gang de forlænger, så er det en ære og en tillidserklæring, at vi kan blive ved at skabe værdi sammen. Vi er stolte af igen i år at have Fog på låret og i kredsen af stærke, lokale partnere bag os.”