Lyngby Boldklub har lejet den islandske angriber Ísak Snær Þorvaldsson i norske Rosenborg BK det kommende år med mulighed for, at det bliver en permanent ordning.
Sportschef Nicas Kjeldsen glæder sig over, at det er lykkedes at styrke offensiven med 24-årige Ísak Snær Þorvaldsson.
”Ísak kommer fra den norske storklub, Rosenborg, hvor han ikke har fået forløst sit fulde potentiale, og derfor har været lejet ud til islandske Breiðablik, som han har været en vigtig brik for. Han kommer med en god fysisk pakke, og derudover giver han os nogle muligheder som opspilsstation,” siger sportschefen, der har fået gode referencer på Ísak fra gode islandske relationer og fortsætter:
”Han er i god form, men nu skal vi have ham i topform og kampform, så vi kan skabe det gode flow omkring ham og får hans kvaliteter at se i Lyngby-trøjen.”
Ísak Snær Þorvaldsson har de seneste dage været i Lyngby, og han glæder sig til nu at komme rigtigt i gang.
”Jeg synes, det er en spændende mulighed for mig at komme her til Lyngby. En traditionsklub og et godt hold, som jeg synes, hører til i Superligaen, og det er jeg kommet hertil for at bidrage til, at Lyngby igen skal,” siger islændingen og fortsætter om sin nye hjemby:
”Jeg synes, her er virkeligt dejligt. Jeg har været lidt rundt med min familie og se byen, stadion og klubben, og jeg har kun mødt søde og hjælpsomme mennesker, så det er helt, som Sævar og de andre tidligere Lyngby-drenge fra Island siger,” smiler han og slutter:
”Jeg er bedst i boksen, og jeg forventer af mig selv, at jeg kan bidrage med mål og assist, og jeg glæder mig til at trække den blå trøje over hovedet og mærke Lyngby Stadion bag os.”
Ísak Snær Þorvaldsson får nummer 10, og han er allerede i dag med til træning sammen med resten af holdet.