Cheftræner Morten Karlsen så sit hold snuppe en 4-1-sejr i sommerens anden træningskamp. Og efter sejren over Hvidovre var Karlsen glad for det markante udtryk hans hold viste undervejs.
Særligt det offensive aftryk glædede Morten Karlsen, der i løbet af træningsugen har lagt særlig fokus på det høje pres og at De Kongeblå skal være mere fremadrettede, når de erobrer bolden. Det var et af flere elementer, der ifølge Karlsen lykkedes godt og var med til at sikre sejren:
”Det var en god kamp synes jeg. Den viste, at vi i løbet af vores træningsuge har fået rettet på nogle af de udfordringer, vi havde i sidste uge mod Hillerød. Der var rigtig god intensitet, vi var hele tiden fremadrettet i vores udtryk og så var jeg rigtig glad for, at vi scorede fire mål. Hvis jeg skal være lidt kritisk, skulle vi måske endda have scoret flere” fortæller Morten Karlsen.
Hans Lyngby-hold tabte sommerens første test mod Hillerød med 2-3, men i dag var der markant forbedring at spore:
”Overall så jeg mange af de ting i dag jeg gerne ville se. Men især vores tidlige opbygning og den måde vi forsvarer målet på, der havde vi løftet os i forhold til sidst”
”Meget af vores offensiv i dag kommer af vores intensitet uden bold, hvor vi er fremadrettet og stærke i vores reaktioner. Det er grundstenen i flere af de chancer vi får, og vi scorer 2 mål som resultat af vores høje pres. Det håber jeg vi kommer til at se mere af” fortæller Karlsen.
Lyngby mangler fortsat en enkelt træningskamp, inden sæsonstarten fløjtes i gang på udebane mod Esbjerg. Den sidste testkamp spilles næste lørdag og er igen på hjemmebane – denne gang mod AC Horsens.