De relativt mange afgange fra førsteholdstruppen denne sommer har givet trænerne mulighed for at se både unge og nye ansigter an. Sidste uge bød på tre spillerbesøg på udlandet, mens to danskere besøger Lyngby Boldklub i denne uge.
De unge fra akademiet har også haft masser af tid på træningsbanerne med førsteholdet. Jonathan Otoa, Malthe Henriksen og Aksel Jørgensen har således haft mulighed for at starte med op, og var også i aktion i lørdagens træningskamp.
Det samme var de to prøvespillere Diby Keita og Jasper Maljojoki. Sammen med skotske Josh Adams, der ikke deltog i kampen, har de trænet med Lyngby Boldklub den sidste uge.
Diby Keita fra Olympiakos er en 21-årig spiller, der stadig har sit seniorgennembrud til gode i det græske, men til gengæld kan prale af en fortid på akademiet i selveste Real Madrid. Josh Adam har også prominente klubber på CV’et, men trods en fortid på akademiet i både Celtic og Manchester City er han dog nok mest profileret for i den seneste sæson at have været en del af holdet hos Wrexham.
Endelig er der Jasper Maljojoki på 23 år, der har været en profil i den tyske regionalliga gennem et par sæsoner, og som klubben har fået gode referencer på. Alle tre er nu rejst videre.
I denne uge er det så to danskere, der besøger De Kongeblå – endda to tidligere kongeblå. Jacob Bruun Larsen fra Stuttgart har fået lov at starte sin pre-season til før tid, og træner med hos Morten Karlsen og co. Og fra tirsdag er Bror Blume også med i træningen. Han er fri på markedet og træner med De Kongeblå efter kontrakten med WSG Tirol er udløbet denne sommer.