Der var fuldt program i lørdags på Lundtoftevej, da sæsonens sidste kampe skulle spilles. U14 leverede et sent comeback mod Brøndby og spillede 3-3, mens både U15 og U19 sejrede stort mod AGF.
U14-mandskabet var oppe imod en stærk modstander i form af Brøndby IF, og det så længe ud til, at kampen ville ende med et nederlag. Men i kampens døende minutter viste drengene stor moral og vilje. Et sent comeback sikrede en dramatisk 3-3-udligning, efter at have været nede med 0-3. Kantspiller Malthe Garval leverede et flot hattrick.
Både U15 og U17 rundede året af med opgør mod AGF – og det blev to store sejre til de kongeblå talenter. U15 gik til pause med en føring på 3-1, inden de lukkede opgøret med tre scoringer i 2. halvleg og en samlet 6-1 sejr. En rigtig flot sæson af gruppen, som ender året på en samlet fjerdeplads i ligaen.
U17 spillede lørdagens sidste opgør. De lykkedes også med at score seks gange og hold clean sheet. Hjalte Kropp satte gang i målscoringen med lidt af en perle, da han krøllede bolden op i hjørnet fra kanten af feltet. Derefter kom Oscar Wind på tavlen to gange, mens Noah Krucov, Hjalte Froholdt og Jonathan Adebeci også leverede scoringer.
I Gentofte spillede U13 turnering hele weekenden, hvor det blev til kampe mod både Union Berlin, Hertha Berlin, RB Leipzig m.fl. Der var knald på alle kampe, og spillerne fik nogle fede oplevelser til at afslutte sæsonen med.
Med kampe og stævner overstået kan alle akademispillere nu gå på en velfortjent sommerferie. Det bliver en tiltrængt pause efter et år med hårdt arbejde, udvikling og stærke præstationer. Nu venter flere uger med tid til venner, familie – og ikke mindst restitution, før det hele ruller igen i uge 30.