TRANSFERUPDATE #1

Skiftetider på Lundtoftevej

Transfervinduet er åbnet med masser af aktivitet i klubhuset på Lyngby Stadion. I en ny featureserie sætter vi fokus på transfervinduet, hvor De Kongeblå har sagt farvel til en række spillere. Flere er endda på vej, hvorefter arbejdet med at genopbygge truppen venter.

FEATURE  I  21. JUNI 2025  I  KRISTIAN MAIMANN & JANNI MØLLER THOMSEN

Selvom udskiftningerne har været mange i antal, så understreger sportschef Nicas Kjeldsen, at det er som forventet, og at de mange afgange skal ses som en mulighed for at få noget frisk blod ind, videreudviklet truppen og justeret spillestilen.

”Det har helt som forventet være en travl periode. Vi arbejder i to spor med at trimme truppen og sideløbende afsøge mulighederne for at hente ind. Men med så stor en trup, som vi stod med efter sæsonen, så har det handlet om at skabe plads til nye spillere og sikre, at vi også kan bygge videre på de spillere, som er her,” fortæller Nicas Kjeldsen.

Siden 1. juni er der sagt farvel til en række spillere fra førsteholdstruppen, der pt. tæller 23 spillere. Men det tal kan sagtens nå at falde yderligere, fortæller Nicas Kjeldsen, der har det store overblik over sammensætningen af truppen.

”Vi står aktuelt i den situation, at en klub har indløst nedrykningsklausulen på Leon Klassen. Og så har Rasmus Thelander fået en mulighed for et udlandsskifte til Cypern, som han rigtig gerne vil forfølge og er meget motiveret for. Jeg tror, det kommer til at gå hurtigt, og jeg forventer i hvert fald ikke, at de to er Lyngby-spillere om en uge,” fortæller Nicas Kjeldsen

Han understreger, at det var et forudset scenarie med en større udskiftning af bærende kræfter, men at balancen nok er tippet med Thelanders forventede afgang. Han understreger dog, at klubben forsat er godt rustet til opgaven med at forstærke truppen frem mod sæsonstart:

”Ja, det synes jeg bestemt. Vi kigger allerede på flere konkrete muligheder, og det giver os også muligheden for at justere lidt, styrke os og komme tættere på Superligaen. Derudover kan jeg kun gentage, vi skal have en trup, der kan få os tilbage i Superligaen, men også at spillerne hos os skal brænde for projektet. Vi kommer ikke til at hente spillere ind eller samle på spillere, der vil noget andet end Lyngby,” understreger Nicas Kjeldsen.

Spillere ind
De mange afgange hidtil har givet rig mulighed for, at et par af de talentfulde på akademiet har trænet med i opstarten. Det har Aksel Jørgensen, Malthe Henriksen og Jonathan Otoa nydt godt af, og planen er, at de suppleres med U19-landsholdsspileren Mathias Kaarsbo, når han er tilbage efter EM-slutrunden.

Det skal dog ikke ses som et entydigt svar på, hvordan Lyngby Boldklub vil supplere truppen. Faktisk er fokus på at finde et par etablerede profiler, der kan hjælpe klubben tættere på målet om oprykning:

Rasmus Thelander kan være fortid i kongeblåt

”Selvfølgelig må de unge gerne overhale alle indenom, men som vi har meldt ud, så vil vi gerne hente kvalitetsspillere ind, der kan hæve niveauet i toppen af truppen og gerne på den offensive del. Men det er klart med den sidste uges udvikling in mente, så skal vi også kigge på, om vi skal have en midtstopper mere ind og måske en back,” siger han og uddyber:

”Det ændrer ikke opgaven med at blive bedre offensivt. Men der er også mange gode spillere i truppen, der kan gøre det, vi har brug for, så at hente nyt skal være det rigtige, og også passe ind i den måde vi gerne vil spille på, hvor vi skal være bedre på bolden og skabe flere chancer,” fortæller Nicas Kjeldsen, og nævner blandt andet Lauge Sandgrav som en af dem, der måske kan få en lidt anden rolle:

”Lauge er en af de spillere, som med sit høje tekniske niveau kan få en mere chanceskabende rolle, end han måske havde i sidste sæson. Men vi er jo generelt mange offensivspillere, så det handler også lidt om at finde balancen i truppen og ikke bare bringe nye folk ind,” fortæller Nicas Kjeldsen.

Opgaverne er mange
Udover at arbejde med truppen til den kommende sæson, så er der også et par langsigtede tiltag, som fylder sportschefens kalender. Et af de tiltag er arbejdet med førsteholdsstaben omkring en tilrettet spillestil, hvor Lyngby-holdet skal være bedre på bolden, skabe flere chancer og kunne begejstre med attraktiv fodbold.

Et andet stort punkt på to-do-listen er at få forlænget aftalen med Peter Langhoff, som Nicas Kjeldsen i den forgangne uge bekræftede i pressen at man gerne vil forlænge med:

”Vi vil sindssygt gerne bygge videre på det forløb og på den kontinuitet, det kan give at have Pete inde centralt. Hans udvikling er slet ikke toppet hos os, så vi tror, han kan blive en kæmpe profil og blive skudt af til udlandet, hvis han bliver her hos os,” fortæller Nicas Kjeldsen.

Generelt er det dog ikke sådan, at Nicas Kjeldsen ser klubben sælge flere af klubbens talenter – eller profilerne for den sags skyld:

”Man skal jo aldrig sige aldrig og heller ikke med Pete. Men jeg kan da sige det sådan, at med de transfers vi har lavet indtil nu og forventer at lave, så er det i hvert fald ikke sådan, at vi er nødt til at sælge. Vi har nået den del af transferbudgettet, som vi skulle. Så al fokus er på, hvordan vi får bygget på,” fortæller Nicas Kjeldsen, der dog afslutningsvis også fremhæver, at der fortsat er spillere i truppen, som har spillet for lidt, og hvor både klub og spiller kigger på nye muligheder.

Lyngby Boldklub spiller sommerens første træningskamp næste lørdag den 28. juni på hjemmebane mod Hillerød Fodbold.

Det store overblik over førsteholdstruppen pr. 21. juni 2025

Førsteholdstruppen pt.:
Jonathan Ægidius (GK), Oskar Snorre (GK), Oskar Buur, Baptiste Rolland, Rasmus Thelander, Johan Meyer, Leon Klassen, Tobias Storm, Gustav Mortensen, Mathias Hebo, Casper ’Dani’ Winther, Lauge Sandgrav, Gustav Fraulo, William Steindorsson, Peter Langhoff, Malik Abubakari, Magnus Warming, Michael Opoku, Jonathan Amon, Jesper Cornelius, Frederik Gytkjær, Adam Vendelbo og Nikolai Baden.

Afgange:
Magnus Jensen (Sønderjyske)
Brian Hamalainen (karrierestop)
Jonas Krumrey (Salzburg)
Adam Andersson (kontaktudløb)
Sævar Magnússon (Brann)
Jannich Storch (Randers)
Lucas Lissens (Randers).

Tilgange:
Oskar Snorre (Randers FC)
Johan Meyer (retur fra leje)
Gustav Mortensen (retur fra leje)
William Steindorsson (akademiet)

Træningskampe:
Lørdag d. 28. juni – Kickoff kl. 12.00
Lyngby Boldklub vs. Hillerød

Lørdag d. 5. juli – Kickoff kl. 12.00
Lyngby Boldklub vs. Hvidovre

Lørdag d. 12. juli – Kickoff kl. 13.00
Lyngby Boldklub vs. AC Horsens

0
    0
    Din kurv