U19 imponerede ved stor turnering i Holland

Der var fuld fart på rejseaktiviteten i weekenden, da tre af akademiets hold spillede turneringer i Holland og Tyskland. U12, U14 og U19 brugte pinsedagene på at spille masser af kampe mod internationale modstandere, og særligt U19 var tæt på at tage en pokal med hjem til Lyngby.

U19 deltog i ICGT Uitgeest 2025, hvor de var havnet i en stærk gruppe med RB Leipzig, Heerenveen og Vitesse. På første dag spillede Lyngby alle gruppekampene og satte en utrolig flot dag sammen, både spilmæssigt og resultatmæssigt. De kongeblå åbnede pointkontoen i første kamp mod RB Leipzig, hvor de spillede 1-1 med det tyske storhold. Derfra ventede to hollandske mandskaber, som Lyngby formåede at slå med 3-2 og 2-1. Dermed kunne U19 også kalde sig vindere af deres gruppe.

I semifinalen ventede en kendt modstander i Brøndby IF, som også blev besejret – denne gang med 1-0. Fire gode kampe gav dermed U19 muligheden for at tage trofæet i finalen. Her ventede turens ubetinget største opgave mod brasilianske Palmeiras, der havde cruiset gennem turneringen med fire sejre og 18 scoringer i de første fire kampe. Lyngby-spillerne fik en fantastisk oplevelse, men de brasilianske spillere blev desværre også for stor en mundfuld for de kongeblå, og finalen endte 3-0.

U19-truppen fik nogle fede oplevelser på turen og lykkedes også med at vise sig flot frem på banen i kampe med højt spændingsniveau og ekstra meget på spil. Fællesskabet på tværs blev også dyrket, da hele seks spillere fra klubbens U17-trup var med på turen.

U12 og U14 spillede i Tyskland og Holland

De to yngre akademihold havde også to gode ture. U14 startede stærkt ved at spille 1-1 med Club Brugge i deres gruppe, men blev desværre besejret i de to øvrige gruppekampe. Derfra blev det til en sejr, et nederlag og to uafgjorte kampe, hvor spillet egentlig var godt, men skarpheden foran mål manglede.

U12 havde en særlig oplevelse på deres tur, da spillerne var indlogeret hos værtsfamilier hos den lokale klub. De yngste akademispillere leverede også på banen, hvor de i 14 korte kampe kun måtte se sig besejret af HSV.

Fantastisk, at så mange kongeblå spillere har fået oplevelser sammen ude i Europa! Godt gået af alle tre hold, der nu er tilbage i Lyngby for at afslutte sæsonen.

FLERE NYHEDER

Julehygge og julebanko for børn og familier 15. december

Hosein Alfaridawi er månedens akademispiller

Simon Sellerup – Mennesket før spilleren