Vellykket turnering på Lyngby Stadion

I weekenden summede Lyngby Stadion af liv, da turneringen Lyngby Trophy blev afholdt for U13- og U14-hold på Lundtoftevej. Der var masser af spændende kampe, god stemning på sidelinjen og ikke mindst perfekt vejr, der satte rammerne for en vellykket turnering.

Både U13- og U14-holdene fra Lyngby spillede gode kampe i deres grupper. Begge hold måtte dog se sig slået i en enkelt kamp mod henholdsvis IFK Göteborg og PAOK FC fra Grækenland. Det ene nederlag sendte U13 og U14 på en andenplads i deres grupper, hvilket desværre ikke var nok til at spille sig i slutspillet om de øverste fire pladser. U14 spillede sig til en femteplads efter sejre over HB Køge og Malmö på 2-0 efter gruppespillet, mens U13 endte som nummer otte.

Finalerne i begge rækker blev spillet inde på Lyngby Stadion, hvor stemningen var helt i top med solskinsvejr og gang i grillen. I begge finaler viste svenske Brommapojkarna sig stærkest og løb med sejren i både U13- og U14-finalerne efter et flot spil.

Alt i alt blev det en fed weekend på Lyngby Stadion.

Klubbens U12-hold spillede sig til en fjerdeplads til FC Rudersdal Cup, hvor de spillede flere gode kampe mod blandt andre Brommapojkarna, Malmö og Göteborg.

I den kommende weekend er der endnu mere turneringsaktivitet, når både U14 og U19 skal til Holland, mens U12 skal til Tyskland.

FLERE NYHEDER

På Cypern trænes også det mentale

Tidligere Lyngby-spiller vender hjem

Sparekassen Danmark bliver hovedpartner for Lyngby Boldklubs kvindehold