Lyngby Boldklub har gennemført en grundig evaluering af den nyligt indtrufne nedrykning til 1. division. Klubben konstaterer, at ingen i organisationen undgår at blive påvirket af resultatet.
Som en konsekvens af nedrykningen er det nødvendigt at gennemføre økonomiske tilpasninger. Lyngby Boldklub vil foretage strategiske nedskæringer i organisationen og omkring truppen. Dette greb er essentielt for at sikre et budget, der historisk set giver de bedste forudsætninger for en hurtig tilbagevenden til Superligaen. En betydelig udskiftning af spillertruppen forventes også, hvilket er naturligt i forbindelse med en nedrykning, men denne gang er det også nødvendigt for at sammensætte en dedikeret og velforberedt trup.
Nedrykningen er en mavepuster for hele klubben, men med ligaens laveste målsnit og for mange tabte point i de indbyrdes kampe i bunden blev overlevelsen et fatamorgana. Evalueringen er klar, men at finde løsningerne kræver grundigt arbejde i hele huset, for ved en nedrykning er ingen bestået. Vi rykker ned sammen som klub, men vi kommer også til at rykke op igen sammen som klub.
Klubbens økonomiske prioritering er derfor klar: at opretholde et spillerbudget, der muliggør en hurtig tilbagevenden til Superligaen. Dette indebærer, at besparelser primært vil blive realiseret andre steder i organisationen for at understøtte dette mål.
”I bund og grund er dette træk meget ulig det, Friends of Lyngby har stået for de sidste otte år, hvor vi i høj grad har bygget på alt det uden om A-holdet. Men vores evaluering har vist, at sammenhængskraften ikke har været nok. Der skal mere til, og vores fokus er nu utvetydigt rettet mod at samle en trup, der er i stand til at sikre oprykning. Det kræver økonomi, og det er i det lys, tilpasningerne skal ses,” fortæller Tommy Petersen, bestyrelsesformand i Lyngby Boldklub A/S.
Selvom fokus er på at skabe økonomisk råderum til et nyt sportsligt projekt, så er det stadig et mål at have en stærkt forankret lokal fodboldklub. Også selvom der fremover vil være lidt mindre økonomi til den del.
”De økonomiske og organisatoriske tilpasninger, vi foretager, er nødvendige for at opretholde konkurrenceevnen og ultimativt rykke op igen. Vi skal stadig samle klubben, fansene og byen om vores projekt, og det er absolut muligt, selvom vi er rykket ned i 1. division. En klub, som OB har formået at mobilisere en stærk lokal opbakning, og de er et inspirerende eksempel på den samhørighed, vi også ønsker at stå for,” fortæller adm. direktør Andreas Byder.
Han skal som øverst ansvarlige stå for at eksekvere planen, og det er med fuld opbakning fra en enig bestyrelse og fra Friends of Lyngby, fortæller Tommy Petersen:
”Friends of Lyngby og bestyrelsen bakker fuldt op om den plan, der ligger klar til at blive eksekveret. På den korte bane er vi kede af at sige farvel til de folk i klubben, der ikke skal med på den videre rejse. Dem skylder vi en stor tak for deres store indsats og bidrag til klubbens udvikling. På den lange bane er det en nødvendig strategisk og økonomisk justering for, at Lyngby Boldklub kommer tilbage i Superligaen,” fortæller Tommy Petersen.