Lyngby endte som gæster til Sønderjyskes store fest, men værterne var utaknemmeligt kyniske og sendte De Kongeblå hjem med et stort nederlag på 5-1. Resultatet betyder samtidig at Lyngby Boldklub rykker ud af 3F Superligaen.
Søndag eftermiddag var Lyngby for sidste gang på udebane i denne sæson. Modstanderen var Sønderjyske, og resultaterne i de andre kampe betød, at Lyngby med et nederlag ville være definitivt færdige i 3F Superligaen. Det betød blandt andet en lille overraskelse fra start, da Magnus Jensen startede kampen som angriber for at lægge tryk på hjemmeholdet. Lyngby kom da også fint ud af starthullerne, og fik et par gode muligheder i indledningen. Størst var muligheden til Sævar Magnússon i det 2. minut, men islændingen var offside i situationen.
Lyngby havde spillet, men alligevel skete det, der ikke måtte ske. Første gang Sønderjyske slog en bold ned bag bagkæden mod Mads Agger først på og fik en friløber. Jonathan Ægidius reddede, men uheldigvis sprang bolden tilbage og op på Mads Aggers støtteben, og så trillede bolden i mål til 1-0.
Målet slog ikke Lyngby ud, og der var muligheder til både Hebo fra distancen og Lucas Lissens på hovedet efter hjørne. Men uheldene fortsatte, da Mathias Hebo i det 23. minut måtte gå ud med en skade. Frederik Gytkjær kom ind for at lægge endnu mere tryk offensivt, hvor Magnus Jensen godt nok var gået tilbage til sin vante position som midterforsvar.
Mens Gytkjær stod på sidelinjen og ventede på at komme ind spillede Sønderjyske den godt rundt, og pludselig var Alexander Lyng fri på kanten af feltet. Angriberen klaskede den ind ved modsatte stolpe, og så førte hjemmeholdet med 2-0.
Kort tid efter fik Lyngby så to kæmpchancer. Peter Langhoff kom igennem i venstre side, og fandt Lucas Lissens i feltet. Belgieren blev blokeret, og riposten havnede hos Gytkjær, der fik en endnu større mulighed på kanten af det lille felt – men hjemmeholdets Duru stak benet ud på stregen og afværgede en ellers sikker scoring.
Gustav Fraulo tjekkede kort efter ind med to gode forsøg fra distancen, men der var bagt op til en eftermiddag, hvor ikke meget lykkedes for Lyngby. Og symptomatisk kom Sønderjyske også på 3-0 inden pausen, da Magnus Jensen og Ægidius miskommunikerede, så Olti Hyseni kunne komme først på en løs fremlægning og sparke bolden i et tomt mål.
Lyngby gav det et skud i 2. halvleg med både offensive indskiftninger og formationsskifte. Men lige lidt hjalp det. Ivan Djantou gjorde det til 4-0 med en fræk afslutning, der viste lige præcis det overskud, der var den største faktor på dagen: Sønderjyske spillede fuldstændig frit og bekymringsløst, og Lyngby måtte se realiteterne i øjnene. Magnus Jensen reducerede på hjørne til 4-1 med en flot header, men alligevel fik hjemmeholdet det sidste ord.
Den unge debutant Albert Rrahamani fik æren af at afslutte et perfekt angreb med scoringen til 5-1 på en eftermiddag, hvor alt lykkedes for Sønderjyske – og hvor Lyngby må sande, at næste sæson byder på fodbold i 1. division.
Sønderjyske Fodbold – Lyngby Boldklub 5-1 (3-0)
1-0, Mads Agger (7)
2-0, Alexander Lyng (24)
3-0, Olti Hyseni (42)
4-0, Ivan Djantou (66)
4-1, Magnus Jensen (79)
5-1, Albert Rrhamani (84)
Startopstilling:
Jonathan Ægidius
Oskar Buur (Jesper Cornelius, 46) (Nikolai Baden (79)
Magnus Jensen
Rasmus Thelander
Lucas Lissens
Leon Klassen
Gustav Fraulo
Peter Langhoff
Mathias Hebo (Frederik Gytkjær, 24)
Lauge Sandgrav (Michael Opoku, 46)
Sævar Magnússon (Tobias Storm, 79)
Ikke benyttet:
Jannich Storch, Magnus Warming, Adam Andersson, Brian Hamalainen.
Advarsler:
Alexander Lyng, Albert Rrhamani – Sønderjyske
Rasmus Thelander – Lyngby Boldklub
Tilskuere:
6.398 på Sydbank Park, Haderslev