Stærke akademipræstationer i udlandet

Hele tre Lyngby-hold rejste i påsken til turneringer i Europa, hvor det lykkedes alle hold at komme langt og spille masser af kampe med nerve og meget på spil. U12 blev nummer fire ved et stort stævne i Holland, mens både U16 og U18 lykkedes med at spille sig i finalen i deres turneringer, men desværre måtte rejse hjem med en andenplads.

U12 var kommet i en stærk gruppe med AZ Alkmaar, Twente og finske JaPS. Med sejre over Twente og JaPS var Lyngby klar til slutspil i toppen med endnu flere fede kampe – blandt andet mod Nijmegen, som blev slået med 3-0. Lyngbys gode resultater gav en semifinaleplads, hvor de rendte ind i turneringens stærkeste hold, Anderlecht, der også blev for stor en mundfuld for de kongeblå. I kampen om 3.-4.-pladsen led Lyngby et knebent nederlag til AZ Alkmaar på 2-1. Alt i alt var det en fed turnering med 8-mandskampe af 25 minutter med høj intensitet og tempo.

I Milano var en sammensat U16-trup også afsted for at spille. Her cruisede holdet sikkert gennem deres gruppe, hvor de storsejrede i de første tre opgør. I kvartfinalen efterfølgende ventede en større mundfuld i Crystal Palace, som gav en intens og tæt fodboldkamp. Lyngby kom bagud 1-0 mod et hold med masser af dygtige individualister, men viste en utrolig flot kollektiv indsats, hvor de formåede at tippe kampen og vinde 2-1.

I semifinalen stod holdet over for belgiske Beerschot i et opgør, der viste sig at blive en nervepirrende omgang. Belgierne kom tidligt foran, spillede generelt hårdt og var gode til at bryde kampens rytme. Lyngby slap heldigvis aldrig grebet og fik 2-2 på måltavlen inden dommerens slutfløjt. Lyngby eksekverede flot i straffesparkskonkurrencen og spillede sig dermed i finalen mod italienske Trento. Det blev en hård skæbne for Lyngby-drengene, som måtte trække direkte i arbejdstøjet, da finalen pludselig skulle spilles lige efter slutfløjt i Lyngbys semifinale. Italienerne var effektive og udnyttede deres to eneste chancer i 1. halvleg og førte 2-0, som desværre også blev kampens slutresultat. Lyngby kæmpede med alt, de havde, og fik to mål afvist i 2. halvleg for offside.

Også Lyngby U18 endte i finalen i deres turnering i det engelske. På vejen mod finalen slog de kongeblå Luton Town ud med 3-0 og Southend United med 1-0 i semifinalen. I finalen ventede den kroatiske storklub Hajduk Split. De to hold spillede en meget tæt kamp, hvor kroaterne desværre var mest effektive og sikrede sig en kneben sejr på 1-0.

Trods to finalenederlag er der ingen tvivl om, at klubbens akademihold kan være stolte af deres præstationer, som fik dem med der, hvor det var allersjovest. Nu venter igen en periode med kampe i de hjemlige ligaer – først i weekenden, når U15-U19 tager en tur til Silkeborg.

Klassen: Vi skal arbejde ekstra hårdt

Kaarsbo forlænger

Lyngby Stadion skal fyldes til sæsonens sidste kamp: Frigiv din plads

0
    0
    Din kurv