Tre akademisejre i Horsens

Lørdag bød på fælles udebanetur til Horsens for U15, U17 og U19, hvor der ventede ligakampe for alle tre mandskaber. Der blev gjort rent bord i det jyske, og de tre hold vendte hjem til Lyngby med 9 point i bagagen.

U19 havde kick-off 12:30 og skulle forsøge at følge op på deres gode sejr over Farum i sidste weekend. Trods et tidligt mål til de gule fra Horsens, så kørte U19 sikkert kampen hjem og scorede, for anden weekend i streg, fire mål. Inden pausen udlignede Frederik Kongslev, og kort efter pausen kunne han også sætte føringen ind til 2-1. Midt i 2. halvleg lukkede U19 kampen fuldstændigt, da indskiftede Amin Peyman kom på tavlen efterfulgt af Mathias Kaarsbo.

På samme tidspunkt spillede U15, og her blev det til en vaskeægte målfest. U15-drengene spillede flot offensiv fodbold og var konstant en trussel mod Horsens’ bagkæde. Lyngby satte fire scoringer ind i 1. halvleg. Først ved Villads Honoré. Derefter to kasser fra Adam Heine og en enkelt fra Arthur Bech.

I 2. halvleg fortsatte Lyngby de gode offensive takter fra start af. William Ayorinde kunne bringe sig selv på tavlen, og det lykkedes også Adam Heine at sikre sig et hattrick, da han bragte Lyngby på 6-0. Fra venstrebacken diskede Hosein Alfaridawi også op med tre assists undervejs. Horsens fik lidt momentum sent i kampen og reducerede desværre to gange, så kampens slutresultat blev 6-2. Ikke desto mindre en meget stærk kamp af U15, der sprudlede offensivt.

Som sædvanligt var U17 det sidste hold, der skulle i aktion. Kick-off var 15:15, og klokken var ikke meget mere end 15:20, da Lyngby kom på tavlen. William Brink blev målscorer efter få minutters spil. Lyngby udbyggede også få minutter senere, da Hjalte Kropp scorede til 2-0. Det blev dog ikke en udramatisk kamp, da Horsens formåede at holde sig inde i kampen hele vejen igennem. Inden pausen reducerede de, og i 2. halvleg satte de også udligningen ind, så Lyngby igen skulle jagte sejren. Heldigvis lykkedes det at komme på tavlen, da Frederik Brink satte den afgørende scoring ind til 3-2 med et kvarter igen. Dermed fuldendte U17 en flot lørdag i Horsens for akademiet.

Stort tillykke med de tre sejre! En god optakt til den kommende uge, hvor mange spillere skal i aktion igen, når der både skal spilles U16-turnering i Italien og U18-turnering i England.

Stærk weekend på akademiet

Highlights: Lyngby Boldklub – Silkeborg IF

Sandgrav: Mere hårdt arbejde venter

0
    0
    Din kurv