I sidste uge lykkedes det på flot vis for U19-herrelandsholdet at kvalificere sig til EM efter en sejr over Østrig. På trænerbænken var der to kongeblå repræsentanter at finde. Målmandstræner Thomas Villadsen og fysisk træner Gustav Mejdevi var begge en del af staben til de afgørende kvalifikationskampe, og de kunne dermed deltage i fejringen, da holdet lykkedes med at få en 2-1 sejr med i den sidste og afgørende kamp mod Østrig.
Det blev en nervepirrende omgang, da Danmark var bagud 1-0 og tilmed spillede en mand i undertal i størstedelen af kampen. Sent i opgøret fik de dog vendt op og ned på begivenheden, da de scorede to mål. Ved slutfløjt var det til stor jubel og forløsning for både spillere og trænere. Forinden den afgørende kamp mod Østrig slog Danmark både Ungarn og Island.
Stærkt gået af holdet og de to Lyngby-trænere, der skal med til EM i Rumænien til sommer med U19.