Tidligere på måneden kunne klubben fortælle om en meget flot kongeblå præstation på det danske U16-landshold, da Rilke Thomsen var med til turnering i Spanien. D. 6. april rejser U16-landsholdet igen til udlandet, og denne gang bliver det med to af klubbens akademi-spillere i truppen. Rilke Thomsen og Rasmus Andersen er begge udtaget til den kommende samling med ungdomslandsholdet. Begge drenge har tidligere været afsted med U16-landsholdet og kan se frem til endnu en mulighed for at vise sig frem i den rød-hvide trøje.
Turen går denne gang til Schweiz, hvor der venter Danmark to kampe mod netop Schweiz henholdsvis d. 8. og 10. april. Vi håber selvfølgelig på masser af minutter til de to Lyngby-talenter på turen.
Inden afrejse skal Rasmus og Rilke dog i aktion med klubbens U17-hold, når de møder Sønderjyske og FC Nordsjælland i ligaen, henholdsvis d. 29. marts og 1. april.
Stort tillykke til de to Lyngby-talenter, som klubben glæder sig til at sende afsted til Schweiz!