Lyngby Boldklub præsenterer forventet og solidt årsregnskab

Lyngby Boldklub kan i dag præsentere sit årsregnskab for det seneste regnskabsår, der endnu en gang bekræfter den økonomiske stabilitet og strategiske forudsigelighed, som klubben har opbygget.

Lyngby Boldklub præsenterer i dag regnskabet for sæsonen 2024, hvor klubben igen indløste billetten til landets bedste liga. Med en toplinje på 98,4 mio. kr., EBITDA på 5,1 mio. kr. før skat og en positiv egenkapital på 13,1 mio. kr. er det et regnskab, der både lever op til forventningerne og understøtter klubbens fortsatte udvikling.Et af de væsentligste elementer i Lyngby Boldklubs strategi er en præcis økonomistyring, der gør klubben i stand til at navigere i et konkurrencepræget fodboldmarked. Regnskabet er netop, som vi havde forventet. Og det er en bekræftelse på, at klubbens ejere, Friends of Lyngby, kender den økonomiske cyklus og ved præcis, hvilke år klubben vokser, og hvilke år klubben konsoliderer.

– Vi har en klar strategi, hvor vi løbende investerer klogt og planlagt. Når vi leverer et regnskab, der er præcis, som vi havde forudset, vidner det om, at vi har en stærk økonomistyring og en forretningsmodel, der fungerer. Vi er ikke rige. Langtfra, men det er en forudsigelighed, der gør os i stand til at konkurrere i Superligaen på trods af at have et af ligaens laveste budgetter, udtaler bestyrelsesformand Tommy Petersen

Økonomisk disciplin gør det muligt at kæmpe over egen vægtklasse
Selvom Lyngby Boldklub ikke har de største økonomiske muskler i Superligaen, er regnskabet et vidnesbyrd om, at stærk økonomistyring og strategisk planlægning kan være en afgørende konkurrencefordel. Væksten er sket i alle indtægtsstrømme: Transfers, sponsorater, matchday- og tv-indtægter, det understreger, at klubben formår at maksimere sine ressourcer og kontinuerligt styrke sin position.

– Vi ved, at vi økonomisk set er en af de mindre aktører i Superligaen, men vi kæmper med andre værktøjer, som ånden i klubben, ungdommen tæt på A-holdet, holistisk ledelse og mange andre greb. Stærk økonomistyring er også en del af vores model, hvor vi kan byde andre klubber med større budgetter op til dans. At vi kender vores økonomi ud og ind, det er blevet et af vores vigtigste redskaber til at spille en rolle på den højeste fodboldshylde i Danmark, fortæller Tommy Petersen.

Investeringer, stadionprojekt og strategiske samarbejder
Den økonomiske stabilitet og forudsigelighed betyder også, at klubben står godt rustet til fremtidens projekter. De kommende år vil fokus være på at tiltrække stærke investorer og strategiske samarbejdspartnere, der kan være med til at løfte klubben yderligere, både sportsligt og kommercielt.

– Vores vigtigste opgave fremadrettet, udover at sikre overlevelse i Superligaen, bliver at tiltrække flere stærke investorer, der kan blive en del af Friends og kan hjælpe med at løfte Lyngby Boldklub til næste niveau. Med det nuværende regnskab viser vi, at vi har et solidt fundament at bygge videre på, og det gør os til en attraktiv partner for investorer og samarbejdspartnere, afslutter Tommy Petersen.

Bag om Lyngbys regnskab for 2024

  • 2024 bød sportsligt på en rutsjebanetur i Superligaen, men det lykkedes alligevel at sikre overlevelse i maj 2024 – og dermed realisere den 3. sæson i 3F Superligaen i træk.
  • Akademiet opnåede den bedste rangering nogensinde – og fik igen fire stjerner i DBUs ungdomslicenssystem.
  • På førsteholdet øgede vi for tredje år i træk spilletid til spillere af egen avl.
  • På transfermarkedet realiserede klubben sit største enkeltstående salg, da Lyngby Boldklub solgte angriberen Andri Gudjohnsen til KAA Gent i Belgien.
  • Også klubbens samlede transferindtægter var i 2024 på det højeste niveau nogensinde.
  • Lyngby Boldklub brugte i 2024 i alt 3,3 mio. kr. på mellemmænd og agenthonorarer.
  • Kommercielt kom over 100 nye virksomheder ind i sponsorkredsen – og Carl Ras og Airtox blev i sommer hovedpartnere for førsteholdet.
  • Klubben dannede partnerskab med MLS-klubben Philadelphia Union, der i 2024 trådte ind som mindretalsaktionær i Lyngby Boldklub.
  • Sammen med Danmarks Idrætsforbund og Lyngby-Taarbæk Kommune har Lyngby Boldklub i 2024 etableret det sociale projekt ”STARTBLOKKEN” – det første af flere ESG-projekter, der skal hjælpe unge uden for fællesskabet.
  • Lokalplanen for Lyngby Stadion blev i oktober endeligt vedtaget, så Lyngby Boldklub er blevet ejere af stadion – og kan arbejde videre med opførslen af det nye Lyngby Stadion.
 

FLERE NYHEDER

Historisk aftale med vestjysk bomber

Årets netværkere 2025

Tytens hentet på lang kontrakt