Gytkjær: Vi skal smitte hinanden med vild energi

På søndag fylder Frederik Gytkjær 32 år, og han håber ikke overraskende, at det bliver en mindeværdig en af slagsen.

Frederik Gytkjær beskriver sig selv som en Lyngbymand, der er kongeblå helt ind i knoglerne, og han ved, at det kommende lokalopgør betyder lidt mere end alle andre kampe.
“Vi kommer ind til kampen med momentum fra de gode præstationer, vi har sammensat her i foråret, og der er ingen tvivl om, at sejren i søndags har tilføjet lidt ekstra på den følelse af at være på rette vej, som vi har haft i lang tid, og nu fik vi også de point, der tæller til tabellen, så vi føler, at vi står et godt sted,” siger Frederik Gytkjær, der fortsætter:
“Som Lyngbymand sætter man altid et lidt ekstra stort kryds i kalenderen, når der er lokalderby. Det er noget helt specielt. Ikke kun for mig og os i truppen, men for hele byen og i særdeleshed vores fans. Det er en betydningsfuld kamp, og vi går på banen for at få en sejr. Det skal man kunne se på os fra første fløjt.”
Angriberen håber også, at lægterne vil bidrage til at skabe den kulisse, som gør Lyngby Stadion til et ubehageligt sted at spille.
“Jeg håber, at vi allerede, når vi kommer ud til opvarmningen, kan mærke støtten fra vores fans. Det giver bare noget ekstra, når vi kan mærke, at de også er tændte, og at der er mange med ild i øjnene. Det kommer truppen til at have, og jeg håber, at vi kan smitte hinanden med vild energi.”

Derbyet er den sidste kamp i grundspillet, før 3F Superligaen deles, og kampen for overlevelse træder ind i den afgørende fase.
“Vi skal have lukket grundspillet ned med en god præstation på søndag, og så træder vi ind i en ny fase, hvor vi skal til at møde holdene omkring os. Det bliver nervepirrende, og det bliver de her 6-pointskampe, der virkelig kan rykke noget i tabellen. Det bliver noget helt andet, og vi skal virkelig være helt oppe på dupperne til den del,” siger Frederik Gytkjær og uddyber:
“Som trup hviler vi i den mission, vi er på, og vi tror på egne evner og vores spilkoncept. Vi har et stærkt fællesskab – fra kælderen, hvor vi er, og hele vejen op gennem klubhuset og ud til vores fans på lægterne og store netværk af partnere. Det skal igen bære os igennem. Vi ved, hvad der skal til, og det er fokus og hårdt arbejde,” siger han og slutter:
“Vi har ligget hernede i bunden rigtigt længe, men vi begynder nu at puste dem over os i nakken. Vi tror på, at vi nok skal ende på den rigtige side af stregen, men vi ved også, at der hver eneste dag venter hårdt arbejde for at opnå det.”

I anledning af Frederik Gytkjærs fødselsdag vil der være en kagemand fra Konditorbager Bagsværd til de første børn i Sparekassen Danmark Fanzonen, når dørene åbner kl. 15.00.

Køb billet her.

E reaktion fra Morten Karlsen efter derby-sejren

Reaktion fra Hebo efter sejren over FCN

Lyngby slog FC Nordsjælland i lokalbrag

0
    0
    Din kurv