Når nøden er størst, viser netværket igen sin styrke

Et fint initiativ af Onboarding 2 Denmark og Lyngby International Rotary Club er blevet til en tiltrængt håndsrækning fra flere af Lyngby Boldklubs samarbejdspartnere til Værestedet Paradiset, der for øjeblikket er genhuset i lokaler uden køkkenfaciliteter, mens de gamle barakker rives ned og nye kommer til på Toftebæksvej.

I efteråret blev der fundet skimmelsvamp i Værestedet Paradisets barakker, og i starten af det nye år blev Værestedet Paradiset derfor genhuset i andre lokaler, der desværre ikke har optimale køkkenfaciliteter og der er ikke længere nogen kok tilknyttet.
Midlertidigt er der blevet lejet en lille køkkenvogn, men det udfordrer Paradisets personale, at de bruger meget længere tid i det lille køkken i stedet for med brugerne.

Annette Juel Baunsgaard er udover at være en loyal samarbejdspartner i Lyngby Boldklub også medlem af Lyngby International Rotary Club, hvis mission er: to build international bridges locally to grow roots and expand horizons”, og de besluttede at bruge nogle af deres indsamlede midler til at donere frokost til Værestedet hele tre dage i januar.
“Rotary.org har et motto, at vi hjælper dem, der har brug for det, og Værestedet Paradiset har i den grad brug for det. Vi har tidligere haft deres daglige leder Anders Holst Bundgaard forbi og fortælle om Paradisets arbejde for de mest udsatte borgere, og derfor var det naturligt for os at hjælpe,” siger Annette Juel Baunsgaard, der til daglig driver Onboarding 2 Denmark, og fortsætter:
“Vi spurgte i Lyngby-netværket, om der var nogen, der kunne hjælpe med en skarp pris, og det kunne Manu Sehgal fra Sehgal Group, så pengene rakte til hele tre frokoster til brugerne, og det skabte stor glæde og samlede dem igen om måltidet.”

Anders Holst Bundgaard, leder af Værestedet Paradiset fortæller, at hjælpen er uvurderlig i denne tid, hvor de er ekstra udfordret på grund af genhusningen.
“Vi er meget taknemlige for det fine initiativ, som Lyngby International Rotary Club med Annette i spidsen har taget for at hjælpe os i en udfordrende tid, hvor vi er presset på rammerne til at drive vores sociale indsats for nogle af kommunens mest udsatte borgere.”

Netværkets sande styrke
Det gode initiativ er kommet flere af Lyngby Boldklubs samarbejdspartnere for øre, og derfor bliver der nu en gang om ugen den kommende tid leveret frokost til brugerne.
“At der nu er flere gode mennesker i partnerkredsen omkring Lyngby Boldklub, der vil bakke op på samme måde og donerer et måltid mad til brugerne, viser os og ikke mindst brugerne, at vi er en del af lokalsamfundet, og Sammen for Lyngby også er noget, der efterleves og ikke bare siges,” siger Anders Holst Bundgaard, der uddyber betydningen:
“Når vi får leveret måltiderne, sikrer vi, at vores pædagogiske personale ikke bruger dagen i køkkenvognen, men i stedet blandt brugerne hvor de gør gavn. Vi er meget taknemlige for hjælpen, og vi håber, at alle vil komme forbi, når vi til sommer flytter i vores nye lokaler på den gamle adresse og er med til at gøre åbningen af det nye Paradis festlig. Tusind tak. Det gør en stor forskel.”

Hvis du ønsker at bidrage til eller give en frokost til medborgerne på Værestedet, så ræk ud til Janni på jmt@lyngby-boldklub.dk for koordinering.

Tak til:
Lyngby International Rotary Club & Sehgal Group
HB Catering
Madklubben Catering
Madkastellet – Brede Høker
Sinatur Hotel Frederiksdal
Restaurant Moso

FLERE NYHEDER

Akademi camp i uge 7

Sparekassen Danmark forlænger og bliver hovedpartner

Flot nytårskur for klubbens partnere