I eftermiddag spiller Lyngby Boldklub træningslejrens anden kamp, og dagens modstander er Ararat Armenia.
Assistenttræner Mikkel Beckmann erkender, at det ikke er et hold, der har stor kendskab til, så fokus er rettet på egen indsats.
“Det er et possesion-hold, der, i det vi har set på dem, har bolden mest og meget i modstanderens felt. Det er umiddelbart et godt hold, tror jeg, men det troede vi også om vores første modstander, der ikke havde helt så højt niveau, som håbet, men med til det hører også, at vi var gode i den kamp,” fortæller Beckmann, der fortsætter:
“Holdet, der går på banen i dag, skal vise det samme, som det hold vi sendte i kamp for 4 dage siden. Der skal være intensitet, stærk kommunikation og godt fodboldspil, og så vil vi gerne fortsat se dem arbejde hårdt i de mønstre, som vi har trænet på. Vi har nørdet vores opbygningsmønstre en hel del, og det bliver vi hver eneste dag skarpere på at udføre.”
Og netop tiden under den cypriotiske sol har styrket holdets forståelse for hinanden på og udenfor banen.
“Efter en ekstrem hård januar, hvor vi virkelig har trykket spillerne, er vi gået lidt ned i tempo. Ikke at forstå på den måde, at vi ikke laver noget, men vi tidsmæssigt har kortere træningspas med høj intensitet, og jeg synes virkelig, det har set godt ud,” fortæller assistenttræneren, der samtidig er blevet bekræftet i, at truppen er et godt sted.
“Vi har fået de nye spillere ind, mens vi var hernede, og der er en stor opgave i at integrere dem både på og udenfor banen, og det synes jeg, at truppen har fået til at se nemt ud. De flyder bare ligesom ind i træningen og miljøet, fordi de får god hjælp fra holdkammeraterne, og det siger meget om den gruppe af mennesker, vi har at arbejde med.”
Også i staben føler Mikkel Beckmann, at teamet kommer styrket hjem. Fagligt og socialt.
“Vi har brugt dagene rigtigt godt. Vi har været meget sammen, og vi har det virkelig godt sammen. Der er en god balance mellem sjovt og seriøst, og det er en ret unik egenskab, at vi både kan joke og lave gas med hinanden, men når vi sætter os for at lave planer, så er der fuldt fokus.”
Dagens træningskamp er den næstsidste inden Superligaen igen sparkes i gang den 16. februar ude mod FC Midtjylland, og selv om der er ved at tegne sig et billede af, hvordan den kamp skal gribes an, så er der kamp om pladserne.
“Vi har selvfølgelig talt om, hvordan vi griber den kamp an, og vi har nogle klare billeder af, hvor de forskellige spillere står, men der er stadig spørgsmålstegn, fordi virkelig mange byder sig til, og det er jo et luksusproblem for os i trænerstaben, at vi har mange kort at spille med.”
Kampen spilles kl. 14.30 (dansk tid), og det er desværre ikke blevet muligt at streame dagens kamp.
Truppen:
Jonas Krumrey
Jonathan Ægidius
Baptiste Rolland
Rasmus Thelander
Malik Abubakari
Magnus Warming
Casper Dani Winther
Lauge Sandgrav
Jonathan Amon
Jesper Cornelius
Gustav Fraulo
Adam Andersson
Adam Vendelbo
Nikolai Baden
Marcel Rømer
Mathias Kaarsbo
William Steindorsson
Malthe Henriksen