I solskinsvejr på Cypern er U19-holdet i fuld gang med træningslejr og alt det hårde arbejde, der skal lægges, før sæsonen starter. Blandt dem løber Mathias Kaarsbo, som har leveret en flot første måned efter juleferien. Derfor kan han kalde sig månedens akademi-spiller som den første i 2025.
Mathias har generelt haft en god sæson i den kongeblå trøje. Han har taget nogle positive skridt og lagt på sit spil, hvilket også har gjort, at han flere gange har trænet med klubbens førstehold. Foruden sin gode teknik, blik for spillet og et godt venstreben har han udviklet sig i den defensive del af spillet, og ifølge hans træner arbejder han hele tiden hårdt på at forbedre sig.
”Kaarsbo er kommet tilbage og har set virkelig skarp ud. Han er en dygtig spiller og har generelt haft en god sæson med flere mål og assist. Alligevel synes vi, at han er kommet tilbage og har imponeret os i preseason, og vi ved, at det ikke kommer af sig selv. Han arbejder stenhårdt og går altid på banen med et mindset om at træne godt og udvikle sig”, udtalte U19-cheftræner Piotr Haren.
Vi håber, at Mathias gode form forsætter hele sæsonen sammen med U19-mandskabet, som indtil videre har gjort rent bord i preseason. Tillykke til Mathias Kaarsbo, der kan kalde sig månedens talent for januar måned.
Månedens talent præsenteres af Jetco.