U19-keeper Anton Mayland var i efteråret udlejet til Hillerød og gjorde sig vigtige erfaringer på seniorniveau. Fra nytår kom han tilbage til Lundtoftevej og ser nu frem til masser af god keepertræning på græs på træningslejren.
Til daglig træner Anton Mayland primært med førsteholdstruppen, men spiller kampe på U19, så for ham er det en god kombination, at begge hold er afsted sammen.
“Det er en fed oplevelse, at vi er afsted sammen, for jeg er sikker på, at vi lærer en masse af de mere erfarne spillere og får en bedre forståelse for, hvordan vi kan tage næste skridt som individder og som hold,” fortæller keeperen og fortsætter:
“Vi skal også selv blive endnu stærkere som hold både på og udenfor banen, hvor vi skal have fokus på at finpudse vores spil, få skabt endnu bedre relationer og presse hinanden til at blive bedre,” siger han og åbner op for de fokuspunkter, han selv har med.
“Jeg skal arbejde på min kommunikation og beslutningstagning, især i pressede situationer, og så skal jeg selvfølgelig levere på et stabilt niveau hver eneste dag og bidrage til et godt træningsmiljø.”
Head of Goalkeeping Thomas Villadsen ser også frem til at se Anton i kamp på Cypern.
“Anton er en del af førsteholdsmiljøet, og for at fastholde sin gode udvikling skal han spille kampe med U19 hernede, så jeg skal selvfølgelig holde øje med, hvordan han gør det og få en føling med, hvor han står, når U19 nu også snart skal i gang igen, men han knokler på, og det er fedt at se.”
U19 spiller 3 træningskampe, og modstanderne er Lechia Gdansk, Urartu fra Armenien og NX1 Sports.