Af Jacob Gath
Det er ikke kun spillerudviklingen, der kører afsted i den kongeblå fodboldklub. På trænersiden bliver der også investeret tid og kræfter i udvikling, og i det seneste år har førsteholdets assistenttræner Bertram Gylling og klubbens børneudviklingstræner Peter Hagenbo gennemført UEFA A-licensuddannelsen hos DBU. De to trænere kunne i den forgangne uge sætte det sidste flueben ved uddannelsen og har således gennemført den næsthøjeste træneruddannelse.
Der er lagt masser af tid og kræfter i uddannelsen, og det seneste år har blandt andet budt på flere studieture – herunder et besøg i den spanske storklub Athletic Bilbao. Derudover har de to trænere skrevet en større opgave og haft flere supervisionstræninger på banerne med instruktører fra DBU.
“Det er fedt, at vi endnu en gang har fået dygtige trænere igennem uddannelsen. Peter og Bertram har begge været i klubben længe og har vigtige roller i arbejdet med vores spillere. Det er uvurderligt for os, at vi har kompetente mennesker i huset, som kan være med til at rykke os, og det bidrager dette selvfølgelig til,” siger akademichef Marcus Oxe.
Stort tillykke til både Peter og Bertram, som forhåbentlig er endnu mere kvalificerede til at arbejde med klubbens spillere – helt fra det yngste segment til A-holdet.
Klubbens transitionstræner Bo Storm er også ved at færdiggøre uddannelsen og kan med en studietur til Anderlecht i slutningen af måneden sætte det sidste hak ved sine aktiviteter.